Priser til Himmerland Boligforening det seneste årti
- 2012: Aalborg Kommunes Arkitekturpris
- 2013: Aalborg Kommunes Arkitekturpris
- 2014: Aalborg Kommunes Arkitekturpris
- 2015: Aalborg Kommunes Arkitekturpris // Betonelementprisen // Årets Byggeri i Danmark
- 2016: Aalborg Kommunes Arkitekturpris // Architecture of Necessity
- 2017: Aalborg Bæredygtighedspris // Aalborg Kommunes Arkitekturpris
- 2019: Byplanprisen (sammen med Aalborg Kommune) // Building Awards: Bygherreprisen
Det seneste årti har Himmerland Boligforening modtaget en række priser: Aalborg Kommunes Arkitekturpris hele 6 gange, Betonelementprisen, Årets Byggeri i Danmark, Architecture of Necessity, Aalborg Bæredygtighedspris, Byplanprisen (sammen med Aalborg Kommune og Building Award: Bygherreprisen.
Nu har Aalborg Kommunes komité for bygningspræmiering valgt at præmiere boligforeningen igen – denne gang tre projekter:
Læs også: KAB’s nye hovedkvarter er som en husstand på arbejde
– Vi bliver aldrig for store eller forvænte til at synes, at det er dejligt, når andre også kan lide de byggerier, vi gennemfører. Denne gang er der dog ekstra grund til at være tilfredse, for alle vores tre projekter er blandede byggerier, siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening, og uddyber:
– Det er et emne, der ligger os meget på sinde, for vores erfaring er, at liv i bolig- og byområder for alvor opstår i mødet mellem mennesker, der er forskellige og orienterer sig forskelligt: Områder kendetegnet ved, at beboerne ikke er det samme sted i deres liv, har samme tilknytning til arbejdsmarkedet, kommer fra samme sociale og etniske baggrund og dyrker de samme interesser.
De tre Himmerland Boligforening-projekter:
Tornhøjgaardparken
Juryens begrundelse: Projektet er et godt eksempel på et sammenhængende etagebyggeri, der er tilpasset til stedet, især i forhold til højder og placering i terrænet. Herudover er der skabt et fint udemiljø i tilknytning til boligerne, hvor det store terrænspring er udnyttet til at skabe en god differentiering mellem semioffentlige og private arealer.
– Arkitekt: PlusKontoret
– Bygherre: Himmerland Boligforening og Projektas
Teatergården
Juryens begrundelse: Projektet viser, hvordan nyt og gammelt kan placeres side om side, og hvordan design og materialevalg spiller en stor rolle, når et nyt byggeri skal indpasses i en eksisterende bebyggelse. Især renovering af de gamle facader og det nye byggeris arkitektur og valget af tegl gør dette projekt til noget særligt.
– Arkitekt: C. F. Møller
– Bygherre: Himmerland Boligforening og Ejendomsmæglernes Fond
Taffeltårnet
Juryens begrundelse: Projektet bidrager til diversitet i beboersammensætningen på Spritten ved at bestå af 24 ungdomsboliger, 15 seniorboliger og 48 ejerboliger. Ejendommen fremstår i en nutidig arkitektur, men med tydelige referencer til Sprittens fredede bygninger i facadematerialer og bygningsdetaljering.
– Arkitekt: Sweco Architects
– Bygherre: A. Enggaard og Himmerland Boligforening
– Det er godt at se, at der i Aalborg Kommune er politisk vilje til at etablere mere alment boligbyggeri blandt andet som en del af blandede boliger. Vi er spændte på, hvad der kommer i spil i centrale bydele som Hasseris og Kærby. Imidlertid er det heller ikke nok at finde noget marginaljord og udpege det til almene boliger. Det er nødvendigt at tænke dem ind i helheden, sådan som man for eksempel har gjort på det nu præmierede Teatergården med ejerboliger oven på lejeboliger, siger Ole Nielsen.