A. Enggaard byder bank indenfor i ny bydel

Jyske Bank er kommende lejer hos A. Enggaard, der er bygherre og entreprenør på et seks etager og i alt 6000 etagekvadratmeter stort kontorhus i Aalborg.
Østre Havn i Aalborg er under stor udvikling i disse år. Visualisering: A. Enggaard.
Østre Havn i Aalborg er under stor udvikling i disse år. Visualisering: A. Enggaard.

Endnu en lejeaftale til et endnu ikke opført kontorhus på Østre Havn i Aalborg er nu på plads for A. Enggaard. Denne gang er det Jyske Bank, som vil leje sig ind i det kommende 1100 kvadratmeter store kontorhus på hjørnet af Nyhavnsgade og Musikkens Plads.

Kontorhuset, der også skal huse Nordjyske Medier, skal ligge i den nye bydel, som foruden nye boliger og byrum i forvejen er kendetegnet ved at være et populært erhvervsområde. Blandt naboerne er Musikkens Hus og Nordkraft, og hos Jyske Bank ser man frem til at flytte ind i de nye omgivelser på Østre Havn:

– Vi glæder os til at etablere vores nye domicil på Østre Havn, hvor placeringen ikke kunne være bedre. Området ligger rent logistisk meget attraktivt i det centrale Aalborg, mens det samtidigt er let tilgængeligt for såvel medarbejdere som kunder, ligesom parkeringsmulighederne er helt i top i det nærliggende nybyggede parkeringshus. Området har udviklet sig rigtig positivt gennem de senere år, og det glæder vi os rigtig meget til at blive en del af, lyder det fra erhvervscenterdirektør hos Jyske Bank, Mette Søgaard.

Med flytningen samler banken Erhverv, Private Banking Nord og Nytorv Privat på én lokation.

Stor interesse for ny bydel

Hos A. Enggaard, der står bag udviklingen af Østre Havn, glæder man sig også over aftalen med Jyske Bank.

– Vi er meget tilfredse med nu at have endnu en lejeaftale på plads. Selvom projektet endnu er forholdsvis nyt, mærker vi en stor interesse, og vi ser derfor meget frem til at realisere det, fortæller afdelingschef hos A. Enggaard, Anton Hessellund og fortsætter:

– Samtidig markerer udviklingen af hjørnet ud mod Nyhavnsgade og Musikkens Plads fuldendelsen af den vestlige del af Østre Havn, og det er endnu en vigtig milepæl for den nye bydel, der de senere år har gennemgået en transformation fra industriområde til en moderne og levende bydel med lejeboliger, ejerboliger, fællesaktiviteter, erhvervsliv, dagligvareindkøb og ikke mindst den blomstrende Stjernepladsen med udadvendte funktioner som caféer og restauranter.

Det nye kontorhus kommer til at rumme cirka 250 kontorpladser fordelt på godt 6.000 etagekvadratmeter.

Relateret indhold