Massevis af borgerideer skal binde nabobyer bedre sammen

Ringkøbing-Skjern Kommune har givet borgerne mulighed for at deltage i udviklingen af 'Tarm den grønne boligby' og 'Skjern den levende handelsby' samt naturområdet mellem. Det er der kommet et hav af kreative ideer ud af.
En af de mange borgerideer går på renovering af toiletfaciliteter ved Kong Hans' Bro, der går over Skjern Å og besøges af mange både lokale og turister. Foto: Getty Images
En af de mange borgerideer går på renovering af toiletfaciliteter ved Kong Hans' Bro, der går over Skjern Å og besøges af mange både lokale og turister. Foto: Getty Images

Der er mindre end tre kilometer fra den yderste udkant af Skjern til udkanten af Tarm. Begge byer ligger i Ringkøbing-Skjern Kommune og er kun adskilt af Danmarks største floddelta og Å-landet, som på samme tid binder byerne sammen. Og nu skal nabobyerne bindes endnu tættere sammen.

I efteråret 2021 afholdt kommunen derfor en kick off workshop, hvor en ny helhedsplan for Skjern- og Tarm-området blev diskuteret. Her blev borgerne opfordret til at indsende ideer og ønsker.

Hen over vinter- og forårsmånederne har en gruppe på ca. 60 lokale nøgleaktører og ambassadører sammen med fagfolk fra Ringkøbing-Skjern Kommune samlet de mange ideer og forslag til en fælles strategisk plan for Skjern og Tarm – og for floddelta og Å-landet med bl.a. Skjern Å, Skænken Sø, Skjern Enge og Hestholm Sø.

Skal munde ud i en helhedsplan

Nu skal de mange ideer snart munde ud i en helhedsplan, som kommunens landskabsarkitekt Anne-Marie Bøgh har det overordnede ansvar for. 24. maj afholder kommunen endnu et borgermøde – et såkaldt midtvejsmøde – der skal give borgere fra begge byer et indblik i de ideer, der er blevet arbejdet med allerede, samt tilbyde en sidste mulighed for at være med til at sætte retningen for området og for byernes udviking.

– Efter midtvejsmødet er løbet ved at være kørt, hvis man vil have indflydelse på processen eller vil være med til at debattere helhedsplanens indhold, siger Anne-Marie Bøgh.

Hun står i spidsen for helhedsplanen, der skal ligge færdig til august og fokuserer på emner som mere vand, bedre adgang, bevægelser til lands og til vands, oplevelser for alle, naturen i hverdagen, grøn sammenbinding, sikre skoleveje samt identitetsgivende byrum.

Blandt de meget konkrete ideer er bl.a. en naturpark, nyt fugletårn, byggeklare erhvervsgrunde, ny ringvej, bedre transport mellem de to byer, genetablering af genbrugspladsen i Skjern, støjdæmpende foranstaltninger, helhedsorienteret byfornyelse og forskønnelse af bymidten i Tarm, diverse cykelstier, Boardwalk eller hævet sti langs Ganer Å m.v.

Relateret indhold