KPC skal bygge Aarhus-tårn for Aberdeen

Fra 2023 vil Aarhus få landets højst beliggende boliger.
Sådan tager det kommende tårnbyggeri sig ud i arkitekternes første skitser. Visualisering: Arkitema.
Sådan tager det kommende tårnbyggeri sig ud i arkitekternes første skitser. Visualisering: Arkitema.

På en af de mest markante beliggenheder i Aarhus og på et af byens højeste punkter, hjørnet af Hasle Ringvej og Randersvej, vil kapitalforvalteren Aberdeen Standard Investments i samarbejde med entreprenørfirmaet KPC og Arkitema Architects opføre et 23.000 kvadratmeter stort boligprojekt – med en højde på 94 meter og hele 170 meter over havets overflade. Ejendomsfirmaet har netop overtaget grunden fra den tidligere ejer.

– Aarhus har altid været et fokuspunkt for os, og det er glædeligt, at vi nu endelig kan offentliggøre, at det gamle La Tour Hotel genfødes som et ikonisk højhus på 28 etager med moderne boliger, siger Fund Manager Michael Schumann fra Aberdeen Standard Investments.

Aberdeen fonden AEROF står bag projektet, og det er det største, som fonden har investeret i herhjemme. AEROF, som arbejder med boligudviklingsprojekter i Norden, Tyskland og England, byder efter forventningen de første beboere velkommen i begyndelsen af 2023.

– Vi havde en plan tilbage i 2016, som var, at vi ville bygge boliger i de største byer i Danmark, og at disse projekter skulle være markante og ikoniske. Vi har netop gennemført to af disse byggerier i Aalborg og Køge syd for København, og vi afslutter her til efteråret det tredje med Papirtårnet i Silkeborg. To af disse byggerier er også højhuse på henholdsvis 75 og 66 meter, fortsætter han.

Manglede Aarhus

– Vi manglede Aarhus, som nu endelig er på plads her fire år efter forhandlingerne begyndte. Nu mangler vi kun København, som vi stadig er på udkig efter, forklarer Michael Schumann.

Den nye La Tour-bygning er fortsat i proces, men Aberdeen kan løfte sløret for de første visualiseringer af husets fremtidige udtryk.

Huset bliver Danmarks højeste boligbebyggelse med lejligheder beliggende ikke mindre end 166 meter over havets overflade. Byggeriet vil byde på en fantastisk panoramaudsigt over Aarhus, Østjylland og Mols Bjerge – en udsigt, der vil kunne nydes fra alle lejligheder og fra boligernes altaner og ejendommens mange fællesterrasser.

KPC Byg fra Herning skal bygge huset i en totalentrepriseaftale, som netop er indgået mellem parterne.

– Det var et tæt felt af entreprenører, som var med i den afsluttende fase, og der var ingen tvivl om, at vi ville vælge en af vores nuværende samarbejdspartnere. Vi har haft et godt og positivt samarbejde med KPC om opførelsen af Papirtårnet i Silkeborg, og samtidig var det muligt at flytte det samme team af byggefolk videre til dette nye spændende projekt i Aarhus, forklarer Michael Schumann.

Relateret indhold