For den nette sum af 24 millioner har Ejendomsselskabet af 1998 ApS v. Ejnar Kristiansen købt det sydøstlige hjørne af sygehusgrunden i Herning. Her skal en ny bydel, Herning+ skyde op. Det projekt rykker nu 92 boliger tættere på at blive realiseret.
Med salget har Herning Kommune fået afsat endnu en del af grunden til byomdannelses-projektet. For halvandet år siden solgte kommunen de første 60 procent af sygehusgrunden til KPC for 113,9 millioner kroner.
– Vi er i gang med at byudvikle en central og historisk del af Herning, og med Etape 2 på vej kan vi nu konstatere, at det kæmpestore udviklingsprojekt har rigtig god fremdrift. Det er naturligvis meget tilfredsstillende, siger borgmester i Herning Kommune Lars Krarup (V).
Baggrunden for hele Herning+-arbejdet er, at Region Midtjylland inden længe flytter sine sygehus-aktiviteter til det kommende supersygehus i Gødstrup. Dermed sættes en hel bydel, centralt i Herning, i spil.
Hospitalsbygningerne er ikke bevaringsværdige og rives ned, men hospitalets have bevares og bliver en del af det offentlige areal.
Stor have med offentlig adgang
På de 9000 kvadratmeter, som udgør Etape 2, skal der opføres en karré-bebyggelse, som varierer mellem tre og fire etager. Det samlede etageareal vil være cirka 8000 kvadratmeter, og centralt mellem karréerne vil der være en stor have med offentlig adgang.
I alt vil det nye byggeri komme til at rumme 92 boliger – i stueetagen ud mod det centrale område i Herning+ bliver der plads til mindre erhvervslejemål samt fælles aktivitetslokaler.
– Projektet har en god arkitektonisk løsning på det at lave et nybyggeri, der skaber en harmonisk og fin sammenhæng med den bevaringsværdige del af sygehusbyggeriet. Samtidig er der muligheder for aktiviteter i stuetagen i den nye bebyggelse, som kan give liv til bydelen. De varierende bygningshøjder giver et flot udtryk, ligesom dele af saddeltagene, som er usædvanlige på nye boligbyggerier i dag, bliver grønne. Det er et rigtig spændende projekt, siger Marius Reese, Herning Kommunes byplanchef.
Ejendomsselskabet af 1998 ApS v. Ejnar Kristiansen samarbejder med Timring-selskabet JCN Bolig og Arkitema Architects. Nybyggeriet forventes at være klar til at blive taget i brug august 2023.
Næste etape i Herning+-projektet rummer blandt andet det areal i den sydvestlige del af området, hvor VIA afsøger mulighederne for at etablere sig, hvis ønsket er en mere bynær placering end i Birk.