Boligselskaberne, pensionskasserne og andre professionelle investorer er i fokus for Anders Bach-Sørensen og WorldFLEXhome, som efter flere års udviklingsarbejde nu er klar til at præsentere et nyt og banebrydende modulbyggesystem i stål og beton.
I en lagerhal hos Rockwool i Hedehusene er en mockup af en lejlighed bestående af tre moduler opstillet for at give et billede af de muligheder, som WorldFLEXhome tilbyder.
– Fremtidens byggeri skal være langtidsholdbart. Men en bygning er kun langtidsholdbar, hvis den kan omstilles i takt med markedets behov. WorldFLEXhome har udviklet et modulsystem, som gør det muligt at ændre boligstørrelser over tid og endda skille modulerne ad og flytte dem til et nyt sted, siger Anders Bach-Sørensen.
Design for disassembly
Modulsystemet fra WorldFLEXhome er udviklet specifikt til projektmarkedet, og i modsætning til øvrige modulsystemer er det ideelt til volumenbyggeri i højden. Modulerne er skabt som en robust hybrid i sta?l og beton, hvilket gør det muligt at opføre et byggeri i 10 etager, som opfylder de skrappe danske krav til brand og lyd.
Konceptet har afsæt i begrebet “design for disassembly”, der har til formål at designe produkter, så de kan genbruges og genanvendes i størst muligt omfang – og man mindsker ressourceforbruget og mængden af affald. Samtidig giver det bygherren mulighed for at bygge både midlertidigt og permanent, hvilket åbner op for en ny strategisk tilgang til ejendomsinvestering.
– Vi oplever en efterspørgsel på løsninger, der kan gøre boligmarkedet mere mobilt og fleksibelt. Derfor har vi udviklet et system, der gør det muligt at variere, ændre og opgradere boliger efter behov. Man kan for eksempel opføre genhusningsboliger og nogle år senere genbruge modulerne i et permanent byggeri. Ra?huset vil dermed have tjent sig hjem under genhusningen, og de permanente boliger kan opføres til en lavere anlægspris, fortæller Anders Bach-Sørensen.
Fra kompakt studielejlighed til stor familiebolig
Konceptet er udviklet i samarbejde med ERIK arkitekter og består af tre modultyper, der kan sammensættes i forskellige af kombinationer.
– Vores moduler har samme geometri som en 20 fods skibscontainer, fordi det letter transporten fra fabrik til byggeplads. Men en skibscontainer er lang og smal, og derfor har vi opfundet en løsning med et halvt modul, der gør det muligt at indrette 15 kvadratmeter store værelser, som kan kobles på alle sider af vores flexrum-modul. På den måde kan vi indrette alt fra kompakte studielejligheder til store familieboliger i flere plan, fortæller arkitekt Morten Ørsager fra ERIK arkitekter.
Stålkonstruktionerne fremstilles hos Give Steel og sendes herefter videre til Badelement, som støber betonen og monterer køkken, bad og teknik, inden modulerne fragtes som færdigapterede råhuse til byggepladsen, hvor klimaskærm og facade monteres. Det sikrer bygherren en optimeret byggeproces og stort set frit valg i forhold til facadeudtryk.