Aalborg Portland
- Aalborg Portland A/S er Danmarks eneste cementproducent og råder over en af Nordeuropas største cementfabrikker beliggende i Aalborg samt siloanlæg i havne over hele landet.
- Fabrikken i Aalborg producerer årligt 2,4 millioner tons fordelt på grå og hvid cement, som afsættes i Danmark, det øvrige Nordeuropa samt USA.
- Godt 335 medarbejdere er beskæftiget i Danmark.
- Aalborg Portland A/S er en del af Aalborg Portland Holding Koncernen, der i 2018 omsatte for 8,9 milliarder kroner og har 3.011 medarbejdere.
Aalborg Portland er kigger som mange andre danske virksomheder ind i en fremtid, hvor manglen på arbejdskraft er stor. Det forsøger Aalborg Portland at imødekomme på deres egen måde, skriver de i en pressemeddelelse.
Ifølge fremskrivninger fra Danske Regioner vil der i 2025 nemlig mangle hele 70.000 faglærte medarbejdere på arbejdsmarkedet. Det mærker man særligt i det nordjyske, hvor cementproducenten Aalboeg Portland opererer inden for en meget specialiseret del af procesindustrien. Derfor hører faglært arbejdskraft med indgående branchekendskab til sjældenhederne. Virksomheden har derfor taget sagen i egen hånd og opkvalificerer sine egne medarbejdere.
Ufaglært får et løft
Ifølge fællestillidsrepræsentant hos Aalborg Portland, Ernst Aage Jensen, er hele 25 procent af alle virksomhedens lærlinge således voksenlærlinge over 25 år, som typisk har været ansat i en ufaglært stilling i Aalborg Portlands produktion.
– Hos os er det omkring en fjerdedel af alle lærlinge, der indgår i et uddannelsesforløb på en erhvervsskole, hvor de skifter mellem skole- og praktikperioder. Det er typisk de ufaglærte medarbejdere i produktionen, som er en del af voksenlærlingeordningen, og de går således fra at være ufaglærte til faglærte. Det er i høj grad en fordel for medarbejderne, fordi en erhvervsuddannelse giver dem nogle stærke kompetencer, som er med til at sikre dem på fremtidens arbejdsmarked, lyder det fra Ernst Aage Jensen, som tilføjer:
– Ved at uddanne sig opnår den enkelte medarbejder et stærkere fundament i livet med højere jobsikkerhed i sit nuværende og eventuelt fremtidige job, højere livsindkomst samt nye, spændende arbejdsopgaver – og de beholder tilmed deres nuværende løn under uddannelse, mens de også har fået lovning på at kunne blive på fabrikken, når de er færdige med deres uddannelse. Alt i alt synes jeg, at det er en fantastisk ordning, som Aalborg Portland har sat i værk.
Kompetente og specialiserede medarbejdere
Aalborg Portland har den højeste andel af lærlinge per ansat blandt procesvirksomheder i Danmark, og virksomheden har således altid mere end 20 lærlinge og elever inden for forskellige faggrupper ansat på fabrikken i Aalborg. Det gælder for eksempel fag som elektriker, smed, procesoperatør og industritekniker. Hos Aalborg Portland er det en bevidst strategi altid at have mange lærlinge, da virksomheden selv er nødt til at tage ansvar og imødekomme behovet for kvalificeret arbejdskraft.
– Vi har brug for dygtige medarbejdere på alle niveauer. Vi er dog en meget specialiseret procesvirksomhed, og som den eneste cementproducent i Danmark kan det derfor være en stor udfordring at finde kvalificerede medarbejdere. Ved at efteruddanne ufaglærte medarbejdere og have lærlinge kan vi dog selv skabe en fødekæde, som opretholder vores behov for fagligt kompetente medarbejdere, forklarer Svend Pedersen, som er HR-partner hos Aalborg Portland, og fortsætter:
– Det er en ordning, som er rigtig god for begge parter, eftersom vores medarbejdere allerede har indgående kendskab til virksomheden og måske har mod på mere. Samtidig har vi som arbejdsgiver vished for, at vi får en god og stabil arbejdskraft med kendskab til fabrikken, fordi vi kender dem i forvejen og ved, at de har den rette indstilling til jobbet.
Hos Aalborg Portland gælder tilbuddet om opkvalificering for både ufaglærte og faglærte. Ordningen er desuden støttet af tilskud fra arbejdsmarkedets parter.