Jo flere kilometer vi løber og cykler, desto flere penge donerer vi til Kræftens Bekæmpelse. Sådan lød budskabet til medarbejderne i entreprenørvirksomheden A. Enggaard tilbage i 2014, efter virksomheden gennem flere år fast havde doneret 100.000 kroner årligt til Knæk Cancer-indsamlingen. Og det budskab tog medarbejderne alvorligt.
Velgørenhed og motion går hånd i hånd
Siden er der nemlig for alvor kommet fart over feltet. Faktisk har medarbejderne løbet og cyklet så meget til de løb, som virksomheden har deltaget i, at indsamlingen de seneste fem år nu totalt har rundet hele én million kroner.
– Medarbejderne er kernen i vores virksomhed, og derfor mener vi også, at det er helt naturligt, at de skal have indflydelse på vores velgørende bidrag. Og man må sige, at de seneste fem års indsats til diverse motionsløb og cykelløb virkelig har vist, hvor vigtig en sag som Knæk Cancer er for A. Enggaard, siger administrerende direktør i A. Enggaard Asger Enggaard, der selv var blandt deltagerne i søndagens Stigsborg Havnefront Løbet.
Konkret afsætter A. Enggaard 100 kroner for hver kilometer, en medarbejder løber, samt 10 kroner for hver kilometer en medarbejder cykler i en række udvalgte motionsløb.
– For sammenholdets skyld har vi valgt, at pengene skal løbes eller cykles hjem i nogle arrangementer, hvor vi deltager som firma. På den måde får indsamlingen den fantastiske sideeffekt, at vi rykker endnu tættere sammen internt på tværs af stillinger og afdelinger. Samtidig får vi noget rigtig god motion, så vi er med andre ord meget tilfredse med ordningen. Nu begynder vi jagten på den næste million, siger Asger Enggaard.