Certificeret træ: Nye veje med træisolering og ukendte arter

Del 2: I en kort serie sætter Dagens Byggeri fokus på et sommerhusbyggeri med en stor andel FSC-certificeret træ.
Håndliste i tropisk træ. Foto: FSC Danmark.
Håndliste i tropisk træ. Foto: FSC Danmark.

De FSC-certificerede træmaterialer

  • Dørgerigter, fodlister, forskallingsbrædder i udhæng, gulvstrøer, hjørnelister, indvendige dørkarme, klemlister til tag og ydervægge, klinkbeklædning, limtræsbjælker, reglar til konstruktion af yder- og indervægskonstruktion, skyggelister, taglægter, terrassebrædder, terrassekonstruktion, træfiberisolering, undertag samt vinduer og døre.

Handyman og træentusiast Kent Skovgaard kan bryste sig af at have bygget Jyllands første FSC-certificerede hus. I første artikel kunne du læse om, hvad det betød for økonomi og materialemulighederne. I denne artikel zoomer vi ind på nogle af de spændende materialevalg, der gør sommerhuset unikt.

De fleste er enige om, at træ er et fantastisk materiale – ikke mindst i byggeriet. Både for de udførende og for dem, som skal bo eller arbejde i bygningen. Samtidig bliver træ og træbaserede materialer for tiden fremhævet som de byggematerialer, der kan gøre byggeriet mere bæredygtigt i Danmark, fordi træ har en stærk miljø- og klimaprofil.

Isolering i underbukser

Da Kent Skovgaard skulle vælge isoleringsmateriale til “Klubhuset”, var han ikke i tvivl. Han ville have træ. Derfor faldt valget på træfiberisolering, der fremstilles af cellulosefibre fra træer.

Isolering med træuld.
Isolering med træuld.

Træfiberisolering er meget udbredt i det øvrige Skandinavien og Nordamerika, mens det store kommercielle gennembrud i Danmark lader vente på sig. Ifølge Kent burde det dog være mainstream:

– Jeg vil rigtig gerne have træfiberisolering mere udbredt. Jeg har en eller anden kærlighed til det produkt. Det er så genialt, og jeg forstår faktisk ikke, at det ikke ligger som batts på hylderne i byggemarkederne til gør-det-selv-folket. Det er behageligt at arbejde med, og det er fantastisk, at du kan gå og isolere i underbukser, fortæller Kent Skovgaard med et smil på læben.

Temperatur og lyd i top

Isoleringsarbejdet med træfiberisolering fra Thermocell blev udført af OV-Consult. Loftet, gulvene, skillevæggene og den ydre del af ydervæggene er isoleret med løsuld. På indersiden af ydervæggene er der isoleret med batts. På den måde undgår man, at installationer som el og vand bryder dampbremsen.

– De egenskaber, vi oplever i huset, med en konstant temperatur og en lydisolering – jeg har aldrig oplevet noget lignende. Træfiberisolering lagrer og afgiver varme, ligesom mursten gør. I løbet af dagen, når solen skinner, så bliver isoleringen varmet op. Og om natten afgiver den varmen. Når vi står op om morgenen, så er det én til halvanden grad koldere, end det var, da vi gik seng. Og det er uden, at vi har varme på om natten, fortæller Kent Skovgaard.

Han fortæller også, at han ikke oplever fugt i vinduerne, hvilket skyldes, at træfiberisoleringen og dambremsen kan transportere fugten igennem væggene.

Det brænder ikke

En af myterne omkring træ generelt og også træfiberisolering er, at det per definition er letantændeligt og brandbart. Thermocell-træfiberisolering er klassificeret som et ikke ubrandbart materiale. Gæsterne til rejsegildet i Klubhuset fik syn for sagen, da myten skulle efterprøves:

– Vi prøvede at sætte ild til isoleringen, da der var rejsegilde, det lykkedes bare ikke. Vi kunne ikke få det til at brænde, siger Kent Skovgaard.

Se også første del i serien om sommerhuset med 82 procent certificeret træ.

Use it or lose it

Kent Skovgaards sommerhus er omtalt i ord og billeder på FSC’s database for mindre kendte tropiske træarter på grund af anvendelsen af FSC-certificeret guariuba og muiracatiara til terrassebrædder, underkonstruktion, hegnstolper og håndlister. Baggrunden for det tropiske træ var at lave en terrasse, der kan holde i mange år. Derfor er underkonstruktionen også lavet i tropisk træ.

Mange forbinder tropisk træ med afskovning og skovbrænde, men faktisk kan det være lige omvendt. Det var Kent Skovgaard også bevidst om, da han besluttede sig for at bruge FSC-certificeret tropisk træ i sommerhusbyggeriet:

– Gennem mit arbejde med certificering, herunder FSC, ved jeg, at FSC giver skovejerne i troperne et incitament til at passe på deres skove. De skal drive den efter bæredygtige principper med sociale og miljømæssige hensyn, og det bliver kontrolleret. Samtidig kan de afsætte træet på eksempelvis de europæiske markeder, hvor der er stor efterspørgsel på certificeret træ, og hvor det bliver sværere og sværere at sælge træet uden certificeringsdokumentation, siger Kent Skovgaard.

Det økonomiske incitament er essentielt, hvis man skal forhindre afskovning og konvertering af skov til landbrug eller andet brug i eksempelvis Brasilien. Derfor hører man ofte udtrykket ‘use it or lose it’ i forbindelse med skovbrug i troperne.

Mere end FSC

Træet er ikke bare FSC-certificeret, men også mindre kendte træarter bedre kendt som LKTS eller Lesser Known Timber Species. Om det forklarer Kent:

– Jeg synes, at det er interessant, at vi her får anvendt noget træ, som traditionelt set ikke er blevet brugt kommercielt på de vestlige markeder og i Danmark. Noget træ, som man førhen fældede, for at komme ind til det kommercielle træ, og har brændt eller brugt til andre mindre værdifulde formål. Med LKTS er det ligesom med folk, som køber en Skoda. De får egentlig en VW, men navnet på bilen er et andet, og bilen er billigere.

Træ er levende

Inden Kent lagde sig fast på de tropiske træarter muiracatiara og guariuba tog han et smut forbi Kulbroen i Aarhus for at se dem i et eksisterende byggeri. Her finder man Kulbro View, en udsigtsplatform og test af ikke mindre end 17 forskellige FSC-certificerede tropiske træarter.

– Jeg tog op på kulbroen for at se, hvordan træarterne ældes, og det så rigtig fint ud. Jeg undersøgte også arternes retningsstabilitet og vindrevner. Der var ikke noget at komme efter. Terrassen er 100 kvadratmeter, og jeg kommer måske til at skifte 10 brædder ud med tiden (svarende til to kvadratmeter, red.), og det kan jeg sagtens leve med. Træ er et levende materiale, det kan vi jo ikke lave om på. Det vil blive påvirket af vejret og andre elementer, fortæller Kent Skovgaard

Zink blev til træ på udsat post

Beklædningen på terrassehegnet er FSC-certificeret Superwood, mens stolper og håndlister er udført i guariuba. Men det var ikke helt den oprindelige ide:

– Det skulle være vedligeholdelsesfrit, så planen var at lave håndlisten i zink. Men så havde vi rigeligt af guariuba-træet til terrassens underkonstruktion tilovers, og så lavede vi håndlisten i det. En håndliste bliver virkelig udsat for sol og vand, så hvis det viser sig, at træet ikke forbliver stabilt, så kapsler vi det ind i zink eller alu. Nu slår den lidt revner, men det gør ikke noget, så indtil videre går det, fortæller Kent Skovgaard.

Om Klubhuset

Klubhuset er et sommerhus bygget af Kent og Linda Skovgaard i 2019. Huset er opført efter en række bæredygtige principper – særligt omkring brugen af de træbaserede byggematerialer.

Huset er Danmarks blot tredje FSC-certificerede byggeri (CU-PRO-864629). 83 procent af husets træbaserede materialer er FSC-certificerede og stammer fra bæredygtige skove og andre ansvarlige kilder.

Se billeder og flere beskrivelser fra husets tilblivelse.

Klubhuset er omtalt i ord og billeder på FSC’s database for mindre kendte tropiske træarter www.lesserknowntimberspecies.com på grund af anvendelsen af guariuba og muiracatiara til terrassebrædder, underkonstruktion, hegn og håndlister. Se mere her.

Relateret indhold