Storåen løber gennem Holstebro og lever godt op til sit navn. Med jævne mellemrum går den over sine bredder og koster byen og dens borgere dyrt i vandskader.
Holstebro er således et af 14 områder i Danmark, der er udpeget som områder med stor oversvømmelsesrisiko.
Derfor har kommunen gennem flere år arbejdet på at få bygget et passende værn mod oversvømmelserne. Kommunen har således udarbejdet en større klimatilpasningsplan, og sidste år gav Holstebro Kommune VVM tilladelse til projektet, som derfor kunne var få myndighedstilladelser og et par klagesager fra at kunne sættes i værk.
VVM-tilladelse underkendt
Nu er klimaplanen dog løbet ind i et seriøst problem. Danmarks Naturfredningsforening har fået medhold i en klage over VVM-tilladelsen hos Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Dermed underkendes kommunens projekt, der skulle sikre 750 ejendomme og værdier for mere end 4 mia. kr. i Holstebro midtby.
– Vi er umiddelbart overraskede og skuffede. Nu vil vi sætte os ned og læse afgørelsen grundigt igennem. Der er noget i lovgivningen, som modarbejder kampen mod oversvømmelser, siger borgmester H.C. Østerby.
– På den ene side skal vi værne vores samfund mod naturens kræfter og klimaforandringer. På den anden side må vi ikke røre miljøet i et ellers gennemreguleret terræn ved en motorvejsbro og en kunstig anlagt sø.
Holstebro havde ellers færdigbygget den første deletape – et højvandsværn ved Vigen i Holstebro midtby.
Men det er slet ikke nok til at indfri kravet fra EU og Folketinget om at sikre Holstebro mod oversvømmelser i fremtidens mere voldsomme klima, påpeger kommunen, som nu sætte de næste to etaper ved henholdsvis Vandkraftsøen og ådalen omkring motorvejsbroen øst for Mejrup på pause på ubestemt tid i konsekvens af afgørelsen.
Kommunen har ellers siden forsommeren været i gang med indledende projektering, der skulle munde ud i et udbudsmateriale.
– Vi var klar til et projekt, som balancerede alle hensyn så godt som muligt, og som var realistisk. Det var udarbejdet i samarbejde med professionelle specialister og myndigheder, planlagt og til at bygge. Det var til at betale, og det kunne styre vandmasserne de næste 100 år. Hvad mere kan vi gøre, lyder det fra en trist borgmester.
Protesterede mod planer om en dæmning
Det var kommunens planer om at bygge en dæmning som led i projektet, som Danmarks Naturfredningsforening protesterede mod.
– Den ville få meget store negative konsekvenser for naturen og dermed være i strid med naturbeskyttelseslovgivningen. Rådet har underkendt kommunens planer om en dæmning, der ville få meget store negative konsekvenser for naturen og dermed være i strid med naturbeskyttelseslovgivningen, siger direktør i Danmarks Naturfredningsforening Lars Midtiby.
– En klage var den sidste udvej for os. Men vi har forgæves søgt en dialog med kommunen, og derfor så vi os i sidste instans nødt til at klage. Nu ligger der en afgørelse, som forhåbentlig kan være med til at skabe bedre dialog omkring, hvordan man kan udforme en klimasikring af Holstebro, der sikrer, at både natur og klimasikring kan gå hånd i hånd. Borgerne i Holstebro har krav på en langtidsholdbar løsning, siger Lars Midtiby.
Danmarks Naturfredningsforening peger på, at der er behov for en helhedsplan for hele Storåen, hvor naturgenopretning, lavbundsprojekter og klimatilpasning tænkes sammen på tværs af de tre kommuner, som åen løber igennem.
Men kommunen har hidtil vurderet, at forslaget fra naturfredningsforeningen og de supplerende dokumentationskrav, som Miljø- og Fødevareklagenævnet efterspørger, ikke er realistiske.
– Danmarks Naturfredningsforenings forslag om at løse opgaven i oplandet er dokumenteret umuligt at realisere. De supplerende dokumentationskrav, som Miljø- og Fødevareklagenævnet efterspørger, er ifølge kommunens opfattelse urealistiske at gennemføre, lyder det i en kommentar fra kommunen.
– Derfor kunne vi rigtig godt tænke os at få Klimaministeriet og Miljøministeriet i fælles tale, for med den her afgørelse bliver det umuligt at indfri alle forventninger, siger borgmester H.C. Østerby
Ifølge Holstebro Kommune er konsekvensen af klagesagens udfald, at alle indledende projekteringsopgaver indstilles, samtidig med at servitutter, finansiering og andre aftalegrundlag annulleres. Dermed er kommunens opgave med at beskytte Holstebro by mod oversvømmelse af værdier for mere end 4 mia. kr. udskudt på ubestemt tid, beklager kommunen.