Danskerne vil hellere renovere end bygge nyt

Forklaringen er flere bolighandler og håndværkerfradraget, mener konsulent i Dansk Byggeri.
Danskerne vil hellere bruge pengene på at renovere eksisterende boliger end at bygge helt nyt, og det kan de mærke hos KPK Døre & Vinduer. Foto: KPK Døre & Vinduer.
Danskerne vil hellere bruge pengene på at renovere eksisterende boliger end at bygge helt nyt, og det kan de mærke hos KPK Døre & Vinduer. Foto: KPK Døre & Vinduer.

Om KPK Døre & Vinduer

  • KPK er et dansk vinduesbrand med produktion, udvikling og ledelse i Nykøbing Mors, hvor der beskæftiges ca. 200 medarbejdere. Virksomheden er en del af Inwido-koncernen, som producerer døre og vinduer og har mere end 3.400 ansatte i ti lande. Omsætningen lød på godt 4,2 mia. DKK. i 2015.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik og Dansk Byggeri er der de seneste 10 år sket et markant fald i nybyggeriet af parcelhuse. Tal fra Danmarks Statistik viser, at danskerne påbegyndte byggeriet af knap 10.900 parcelhuse i 2006, hvor antallet i 2015 faldt til 3.792.

– Selvom man skal være opmærksom på, at nogle af indberetningerne fra kommunerne er forsinkede, og tallet fra 2015 vil blive højere, end statistikken viser, så er der ingen tvivl om den faldende aktivitet. Der bygges færre og færre parcelhuse, og i stedet fylder renoveringsprojekter i dag langt mere i det danske boligbyggeri, forklarer økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, Maria Schougaard Berntsen.

Hun vurderer, at byggeriet af cirka 4.000 parcelhuse er blevet påbegyndt i 2015 og skønner samme tal for 2016 og 2017.

Det faldende nybyggeri af parcelhuse og stigende fokus på at opdatere ældre boliger til moderne standarder mærkes også længere ude i fødekæden. Hos byggevirksomheden KPK Døre og Vinduer, der leverer elementer til såvel nybyggeri som renovering af eksisterende huse, mærker man tydeligt, at danske boligejere er blevet mere orienterede mod vedligehold og renovering frem for at bygge nyt:

– En større del af vores ordrer går til renoveringsprojekter end tidligere. Det giver et ret godt billede af, at nybyggeriet ikke fylder så meget mere, som det gjorde engang, siger direktør Jørn Sørensen fra KPK Døre & Vinduer.

Håndværkerfradraget driver lysten

Den stigende lyst til at give de eksisterende huse et løft skyldes flere faktorer, hvoriblandt KPK Døre & Vinduer fremhæver håndværkerfradraget som en af dem:

– Genindførelsen af BoligJobordningen bibeholdt et økonomisk incitament til især at energirenovere, og her vælger mange boligejere at starte med vinduer og døre. Deres motivation bliver bestemt ikke mindre af den fortsatte mulighed for fradrag for håndværkstimerne, siger Jørn Sørensen.

Dansk Byggeri er enige og nævner desuden, at de mange bolighandler også kan være en stor del af forklaringen:

– I øjeblikket er der stor aktivitet i handlen med privatboliger, og mange vælger at renovere i forbindelse med salg eller indflytningen i nyt hus, fortæller Maria Schougaard Berntsen.

Selvom nybyggeriet af parcelhuse er på sit laveste, vurderer hun dog, at det i fremtiden vil gå andre veje:

– Til trods for, at vi i fremtiden bliver flere og flere ældre, der gerne vil bo i mindre huse, så forventer vi dog, at kurven igen vil blive opadgående. Det skyldes især, at gamle parcelhuse bliver slidt ned, og at der, set i lyset af den lave aktivitet siden finanskrisen, vil opstå et nyt behov for parcelhuse på markedet.

Relateret indhold