Håndværksmestre drukner i administrative byrder viser en undersøgelse som SMVdanmark har gennemført af den arbejdsbyrde, myndighederne pålægger de små virksomheder.
Vores analyse viser, at en lille virksomhed i gennemsnit bruger 3,5 time om ugen på et væld af forskellige indberetninger.
Myndighederne har en glubende appetit på viden om alt mellem himmel og jord, og dyngen vokser, fordi det er gratis for det offentlige at kræve mere.
Et automatisk skattefradrag
Vi foreslår derfor, at virksomhederne skal kompenseres for det arbejde, de udfører:
Virksomheden bruger tid på at servicere myndighederne, og det skal de ikke gøre gratis.
Konkret foreslår vi, at de får et automatisk skattefradrag på 500,- kr. for hver tvungen indberetning, de skal foretage.
Skal der indberettes en gang om måneden giver det et årligt fradrag på 6000 kroner. Skal de samme oplysninger indberettes 2 forskellige steder, er der naturligvis dobbelt fradrag. Kræver det offentlige fire forskellige indberetninger månedligt betyder det et fradrag på 24.000 kroner.
Hvis virksomheden frivilligt søger om at få kompensation eller andre fordele, så står de selv for arbejdet. Men hvis opgaven består i at levere viden, uden at virksomheden får noget ud af det, kompenseres de.
Nem administration
Fradraget vil ikke nødvendigvis dække de reelle udgifter hos virksomheden, men det vil få det offentlige til at tænke sig om, før de sender virksomhedsejere i de små og mellemstore virksomheder på aftenarbejde for at servicere myndighederne.
Og det kan få mængden af oplysninger under kontrol.
Forslaget er også praktisk og ret nemt at gennemføre. Myndighederne ved præcist hvilke virksomhedstyper, der er pålagt de forskellige indberetninger – ofte ud fra deres stamdata i erhvervsregisteret. Det er derfor også ganske nemt helt automatisk at give dem et tilsvarende fradrag.
Dermed betyder vores løsning hverken ekstra arbejde for myndigheder eller virksomheder.
Vi håber, at landets virksomhedsejere vil tage forslaget op på møder i den kommende valgkamp, så de lokale politikere bliver nødt til at forholde sig til problemet.