Det er ikke nyt, at naturen har betydning for menneskers trivsel, og træer, planter og sollys er derfor i stigende grad kommet i centrum på flere moderne sundhedsbyggerier verden over. I Danmark har flere af de fem nominerede til Nohrcons pris Årets Sundhedsbyggeri eksempelvis fokus på netop helende omgivelser og ditto arkitektur.
Også på Nyt Hospital Nordsjælland, der efter flere forsinkelser forventes at åbne op for patienter i 2025, ønsker man at anlægge smukke og inspirerende haver, som kan være med til at fremme sundhed.
Det åbner en bevilling på 8,7 mio. kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal nu op for.
Livsbekræftende rammer
Haverne til det nye hospital i Hillerød skal designes af landskabsarkitekter fra den verdenskendte og traditionsrige tegnestue Vogt, der allerede er tilknyttet sygehusprojektet som landskabsarkitekt. Planen er at anlægge to nye, offentligt tilgængelige haver på det nye hospital i Hillerød.
– Nyt Hospital Nordsjælland vil skabe livsbekræftende rammer, som både syge og raske kan trives i. Derfor er vi dybt taknemmelige for bevillingen fra A.P. Møller Fonden, der gør det muligt at få Vogt landskabsarkitekter til at udforme vores haver, som både vil være smukke at se på og skønne at opholde sig i på alle tider af året, siger hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth.
De unikke haver anlægges som en stor taghave på 3.400 kvadratmeter i hospitalets midte og som en mindre caféhave på 500 kvadratmeter i grundplan. Det omkringliggende landskab skal inspirere sammensætningen af planterne, og planterne vil også spille sammen med hospitalets organiske firkløverform, der beklædes med træ. Derudover udvælges planterne på en måde, der sikrer, at haverne er udtryksfulde i alle sæsoner.
Tager afsæt i naturen
Vogt har bl.a. skabt haven under Eiffeltårnet i Paris, taghaven på toppen af The Metropolitan Museum i New York og ikke mindst skabt inspirerende og livgivende rammer for patienter og pårørende ved en lang række sundhedsbygninger i Europa.
På Nyt Hospital Nordsjælland tager haverne afsæt i naturen og ønsket om at skabe et frirum for patienter, pårørende og personale i en svær og sårbar situation eller til en kærkommen pause i en travl hverdag.
Under indlæggelserne vil patienter have direkte udsigt til haverne, ligesom indlagte og ambulante patienter vil få mulighed for at tilbringe ventetid mellem behandlinger i de beroligende omgivelser.