Lighthouse
- Bygherre: Anpartsselskabet Lighthouse United
- Bygherrerådgiver: Moe
- Total-, murer og elemententreprenør: Per Aarsleff
- Arkitekt: 3xN
- Ingeniør: Rambøll Danmark
- Landskabsarkitekt: Schønherr
- Byggestart: April 2019
- Forventes færdigt: November 2022
- Estimeret budget: 1,4 mia. kr.
- – Knap 400 boliger, erhverv og kulturelle faciliteter på spidsen af Aarhus Ø, Aarhus Havn.
- – To længebygninger (Kanalhuset og Promenadehuset) og et tårn (Fyrtårnet) med 45 etager på i alt ca. 42.000 m2 samt etablering af en 12.000 m2 parkeringskælder.
- – Projektet dækker samlet et areal på 76.000 m2.
- – I det lavere byggeri, kaldet ‘Basen’, bliver der – udover beboelse – plads til bl.a. butik, omklædningsfaciliteter til havbanens brugere, et formidlingssted for Aarhusbugtens Sea Rangers, et Open Space-område til udstillinger og turistformidling, akvarier og et maritim-rum.
- – Drivhuse samt en stor legeplads i midten af boligkomplekset.
- – Tilslutning til den rekreative forbindelse, Ø-Linjen.
- Kilde: Byggefakta
Tilbage i februar nåede man toppen på Danmarks højeste boligbyggeri – det 142 meter høje Lighthouse på havnen i Aarhus Ø. Rejsegildet blev fejret på behørig vis, men der er stadig lang vej igen, før alle knap 400 boliger i komplekset er klar til indflytning.
Efter rejsegildet har totalentreprenøren Aarsleff sammen med stilladsentreprenøren arbejdet på at finde en kreativ specialløsning for de øverste etager, hvor der skal være restaurant samt en offentlig tilgængelig tagterrasse, hvor der forventes 300.000 besøgende årligt.
De tilknyttede fagfolk fandt hurtigt ud af, at det ikke ville være rentabelt at opsætte stillads fra jorden og op til de øverste etager, der tager sig anderledes ud end resten af bygningen på grund af de store panoramavinduespartier og den store tagterrasse.
Derfor måtte totalentreprenøren i samarbejde med stillads- og forskallingsleverandøren Peri Danmark finde en anden løsning end det selvklatrende forskallingssystem, der blev benyttet på de første 43 etager, hvorfra håndværkerne kunne støbe en etage på under en uge.
Geometriske kompleksiteter
Det var som forventet en længere proces at finde en passende løsning til opførelsen af byggeriets komplekse top. Resultatet blev skabt på baggrund af en større teknisk beregning, der tog hensyn til alt fra vind og vejr til sikkerheden for arbejderne på stilladset samt risikoen for nedfald af udstyr og materiel.
– Det at få etableret et stillads indvendigt, der rækker udenfor, er ikke unikt i sig selv, men når man opstiller 50 tons stillads i fire etagers højde ud fra 43. sal, så kan man absolut tale om noget ekstraordinært. En ting i sig selv er mængden af stillads og de geometriske kompleksiteter, men der skal ligeledes tages højde for, at man ikke beskadiger bygningen, facaden, den potentielle vindlast etc., fortæller entrepriseleder hos Aarsleff, Jesper Scharff Lanng.
Salgsingeniør i Peri Danmark, René Østergård, supplerer:
– Efter dialoger frem og tilbage med Aarsleff omkring mulighederne for opstilling af stilladset, måtte vi tænke meget ud af boksen. Løsningen var at sætte stålbjælker op på tværs af 43’ende etage, der faktisk bærer hele stilladset. På samme etage har vi etableret en platform, der rager ud fra facaden og 12 meter op – uden at det rører bygningen eller beskadiger facaden.
Det krævede mere end 400 timers arbejde og udregninger fra stilladsvirksomhedens ingeniører at få sammensat den endelige specialløsning, som de mener, er Danmarks størst konstruerede stillads i sådan en højde.
Sikkerhed i højden
Sikkerheden er naturligvis et stort fokuspunkt for at sikre både håndværkerne og mennesker på gaden ca. 140 meter under stilladset. Derfor har man eksempelvis opsat et finmasket net.
– Med et så stort stillads i den højde er der forskellige sikkerhedsforanstaltninger, der skal tages. Vi har for eksempel opsat et luftgennemtrængeligt net, hvor halvdelen af luften kommer igennem for at mindske vindlast, udtaler René Østergård.
Det har givet tryghed hos Aarsleff, der har fuld tiltro til ingeniørers tekniske beregninger.
– Vi er altid nødt til at have 100 % tjek på sikkerheden, inden vi går i gang med at bygge. Derfor har det givet en stor ro, at håndværkerne trygt og sikkert kan udføre deres arbejde, samt at vi kan garantere, at selv hvis en lille bolt triller ud over rælingen, så falder den ikke 40 etager ned i hoved på en forbigående person, men opfanges af det opsatte net, afslutter Jesper Scharff Lanng.
De første beboere flyttede ind i sidebygningen Promenadehuset i juli, mens indflytning for beboerne i den anden sidebygning, Kanalhuset, og det 45 etager høje Fyrtårnet er berammet til november.