Building Green CPH lancerer nyt program og samler branchen om handling i en usikker tid

Nordens største event om bæredygtighed i byggeriet, Building Green CPH, løfter nu sløret for årets program. Under temaet “Navigating Uncertainty – Hope Through Action” samler eventen hele byggebranchen om, hvordan vi kan navigere i en tid præget af klimakrise, geopolitisk usikkerhed og sårbare værdikæder, og hvordan vi kan bruge usikkerheden som afsæt for handling og nye valg.
Stemningsbillede fra Building Green CPH 2025
Stemningsbillede fra Building Green CPH 2025

Building Green CPH vender tilbage i Lokomotivværkstedet den 28.-29. oktober, og i dag lancerer de årets store program. På de fem scener kommer der en lang række danske og internationale profiler, der sætter fokus på, hvordan branchen kan handle i en mere usikker verden i hastig forandring, og samtidig sikre at den bæredygtige omstilling af byggebranchen ikke går i stå. 

Ifølge Building Green er årets program vigtigere end nogensinde før:

– Vi står i en situation, hvor mange af de valg, vi plejer at træffe, ikke nødvendigvis er de rigtige længere. Usikkerheden kan selvfølgelig gøre det sværere at handle, men den kan også tvinge os til at se på vores løsninger og beslutninger med nye øjne. Med årets program vil vi gerne sætte fokus på, hvordan vi kan bruge det, byggebranchen allerede er stærk til – som innovation og samarbejde – til både at stå stærkere i en mere usikker verden og træffe nogle valg, der er bedre for planeten og for branchens fremtid, fortæller Anders Nielsen, programansvarlig for Building Green CPH.

Anders Nielsen, programansvarlig for Building Green CPH
Anders Nielsen, programansvarlig for Building Green CPH

Store internationale profiler taler om den eksisterende bygningsmasse

Programmet spænder bredt med international inspiration fra toppen af byggebranchen, eksperter fra ind- og udland, politikere, stemmer uden for branchen, højaktuelle debatter og meget mere. Nogle af de internationale talere, som byggebranchen kan glæde sig til at høre, er Jonas Janke, der er partner i det anerkendte tegnestuekollektiv b+, den Pritzker-vindende franske stjernearkitekt Anne Lacaton og den islandske arkitekt og forfatter Anna María Bogadóttir. Fælles for dem er en kompromisløs tilgang til at bevare og transformere eksisterende bygninger frem for at erstatte dem. Bevaring og transformation af den eksisterende bygningsmasse er samtidig et af de store emner på årets program. I stedet for automatisk at bygge nyt sætter flere af programmets talere fokus på transformation, bevaring og på at se nye muligheder i det, der allerede står.

– Arkitektur bør ikke begynde med spørgsmålet om, hvad vi skal bygge, men med det, der allerede findes – og hvad det kan blive til. Et projekt er aldrig bare en bygning; det er et bygget argument, der rummer en holdning, skaber opmærksomhed og foreslår en forandring i den måde, vi forstår eller bruger verden omkring os på. Når vi arbejder med det, der allerede findes, bliver dette argument synligt gennem transformation frem for erstatning, fortæller Jonas Janke, partner, b+.

Jonas Janke, partner, b+
Jonas Janke, partner, b+. Fotokredit: b+

Inspiration fra stemmer uden for byggebranchen

For at kunne handle i usikre tider skal vi tænke anderledes, lyder det fra Building Green. Derfor har de også inviteret talere på scenerne, der ikke nødvendigvis er fra byggebranchen, men som kan sætte fokus på de større samfundsmæssige vilkår, som byggeriet er en del af. Her kommer blandt andre forhenværende udenrigs-, finans- og skatteminister Mogens Lykketoft, debattør og forfatter Emma Holten, Danmarks førende bioetiker Mickey Gjerris og non-profit-organisationer som HouseEurope! De kommer alle med perspektiver på de politiske og samfundsmæssige udfordringer, der også er med til at forme fremtidens byggeri. Det kan for eksempel være betalbare boliger, politisk retning og de rammer, branchen skal navigere inden for.

Mogens Lykketoft
Mogens Lykketoft, fhv. udenrigs-, finans- og skatteminister & tidl. formand for FN’s generalforsamling

For Mogens Lykketoft er en tydelig politisk retning afgørende:

– Vi skal gå foran med de mest bæredygtige løsninger, både når vi renoverer og bygger nyt. Høje krav og sikker politisk kurs er afgørende for, at Danmark kan være foregangsland i klimakampen i EU, siger Mogens Lykketoft.

På tværs af de fem scener samler Building Green CPH mere end 180 talere fra ind- og udland. Programmet rummer alt fra arkitektur, transformation og materialer til de større politiske og samfundsmæssige spørgsmål, der påvirker byggeriets udvikling og fremtid. Samtidig står 200 udstillere og partnere klar med produkter og løsninger til fremtidens byggeri.

Stemningsbillede fra Building Green CPH 2025
Stemningsbillede fra Building Green CPH 2025

Building Green CPH 2026

For yderligere information, billedmateriale og koordinering af interviews, kontakt:
Mie Christoffersen | Head of Marketing & Communications | T +45 2490 3857| E-mail [email protected]

Relateret indhold