Bygherreforeningen finder ny bæredygtighedschef: Oplever opbrud i branchen

Graves Simonsen forlader posten, mens Klaus Kellermann træder til efter etårig gradvis overdragelse.
"Jeg oplever et markant opbrud i branchen, hvor fokus flytter sig fra at handle om CO2 alene," siger den ny bæredygtighedschef, Klaus Kellermann.

Overdragelsen af rollen som bæredygtighedschef er i fuld gang i Bygherreforeningen.

Den fratrædende Graves Simonsen skal vinke farvel til sin chefpost, mens Klaus Kellermann overtager rollen.

Reelt er overdragelsen af opgaver og ansvar sket løbende over det seneste år, oplyser Bygherreforeningen, som har stor fidus til den ny chef.

– Han har bidraget til at flytte byggebranchen i retning af nye samarbejdsformer og en mere dialogbaseret og dynamisk tilgang til planlægning og risikohåndtering med særligt fokus på renovering og transformation, siger direktør i Bygherreforeningen Henrik L. Bang.  

Han kalder det endda et scoop, at de har kunnet hente ham fra sin stilling i Roskilde Kommune og efter at have siddet i bæredygtighedsudvalget i 5 år.

Læs også

Bygherreforeningen: Vi går ind i en ny fase for bæredygtighed

– Vi er heldige, at vi nu for alvor kan gøre brug af Klaus’ kompetencer til at drive vores bæredygtighedsområde videre, efter at Graves Simonsen drosler ned arbejdsmæssigt, siger direktøren.

Graves Simonsen forlader dog ikke helt butikken, oplyser Henrik L. Bang. Han fortsætter arbejdet med politik og bæredygtighed lidt endnu i Bygherreforeningen.

– Graves er lige nu i gang med at formulere en ny politik om økonomisk bæredygtighed, som udkommer i efteråret. Det bliver et vigtigt og banebrydende arbejde, som kører parallelt med et udviklingsprojekt på området, siger Henrik L. Bang. 

Vil skabe dialog og fælles løsninger

I den ny stilling skal Klaus Kellermann arbejde med at udvikle acceleratorfond i byggeriet.

En indsats, som skal øge hastigheden på implementeringen af grønne løsninger i byggeriet, oplyser direktøren.

– Derudover repræsenterer Klaus bygherrerne i tilblivelsen af et nyt helhedsorienteret bygningsreglement i samarbejde med resten af branchen og ikke mindst penneførerne fra Social- og Boligstyrelsen, siger Henrik L. Bang.

De poster og den ny rolle ser manden i fokus i den grad frem til at gå fuldt i gang med, oplyses det.

Læs også

Bygherrer får ny uddannelse i grøn omstilling

Klaus Kellermann mener selv, at han skal ind at spille i en rolle i Bygherreforeningen, mens byggebranchen er i en forandringstid på den bæredygtige front.

Fokus bevæger sig i stigende grad fra udelukkende at handle om CO₂ til et bredere ressourceperspektiv, ifølge ham.

– Jeg oplever et markant opbrud i branchen, hvor fokus flytter sig fra at handle om CO2 alene til også at handle om ressourcer bredere – og hvor transformation, materialebudgetter og dokumentation bliver nøgleord.

Derfor er der behov for at ændre måden, der samarbejdes på i branchen, og mod til at forenkle kompleksiteten og arbejde på tværs af værdikæder.

Relateret indhold