Vi river alt for meget ned. Hvert år forsvinder mere end 2 mio. m2 fra landkortet, mens vi bygger godt over det dobbelte igen. Gode parcelhuse må lade livet, fordi de mangler et børneværelse. Kontorbygninger forsvinder, fordi de har grimme firservinduer.
De skal renovere ikonisk højhus på Frederiksberg
Men grimme vinduer er ikke en nedrivningsgrund. Og nyt er ikke altid bedre. Vi er nødt til at gøre op med vores brug og smid væk tankegang, hvis vi mener det alvorligt med klimaet. Vi må lære at acceptere lidt mere ujævnhed, lidt mere patina og bruge langt færre ressourcer på at erstatte det, vi faktisk godt kunne have beholdt. Det er beskeden ovenpå Byggeriets Dialogforums konference om renoveringer i maj.
Renovér på det rigtige tidspunkt
For selvom vi skal renovere mere, så skal det ikke nødvendigvis gå hurtigere. Det er en vigtig pointe, som ofte drukner i debatten. Rapporten Klimapotentiale ved renovering viser, at det giver CO2-bagslag at udskifte materialer, før de er udtjente. Nye materialer koster CO2 at producere, så også i renoveringer skal vi være nøjsomme.
Byggebranchen er på rette vej: Forventer CO2-reduktion på 89 % i 2030
Vi skal ramme det rette tidspunkt med de rette materialer – gerne genbrug og biobaserede materialer med et lavere CO2-aftryk. Og det er ikke ligegyldigt, hvad vi vælger. Der kan være op til 30 % forskel i CO2-udledning mellem to tilsyneladende identiske materialer til næsten samme pris. Så tænk dig om.
Præcision i planlægningen
På samme måde kræver rettidig renovering mere præcision i planlægningen. Kortlæg bygningen. Forstå dens tilstand. Stil spørgsmålet: Hvad holder stadig, og hvad er udtjent? Svarene giver et langt bedre udgangspunkt for at renovere klogt – og billigere – end at følge en fast kadence.
78 mio. kroner til løft af københavnske skoler
En renovering er altid et møde med det uventede. Afklar de største ubekendte tidligt. Inddrag interessenter, inden beslutningerne er truffet. Overvej, om du kan arbejde med faste teams, der kender hinanden og stoler på hinanden under pres. Erfaring og tillid er værdifulde råmaterialer, der sjældent optræder i budgetterne, men altid på bundlinjen.
Sultne og stædige bygninger
Det er ikke kun i renoveringssager, at paradigmet skal skifte. Siden 1960’erne har vi opført bygninger med et stofskifte, der aldrig faldt til ro – sultne bygninger, der konstant kaldte på nye facader, vinduesudskiftninger og ombygninger. Vi har brug for at bygge stædigere. Bygninger med så store kvaliteter – i håndværk, materialer og arkitektur – at de ikke kalder på konstant fornyelse. Bygninger, man får lyst til at passe på og elsker for deres historie.
Opgraderer blåt naturcenter for 45 mio. kroner
Som altid er spørgsmålet, om der er kunder til det? Det er der, hvis vi viser kærlighed til det, der allerede er bygget. Også selvom det ikke er perfekt.
