Håndværkere nedlægger arbejdet ved Novo Nordisk-fabrik

Fagforeninger har trukket deres medlemmer ud fra byggeriet i Kalundborg, og arbejderne demonstrerer foran byggepladsen.
3F Slagelse kalder det en ”sympatikonflikt”. Foto: Getty Images.

Over 100 mennesker har siden tidlig morgen demonstreret ved Novo Nordisk-fabriksbyggeri i Kalundborg.

Det skriver TV2 Øst.

– Novo Nordisk er ikke bare en god arbejdsplads og en dejlig virksomhed i Danmark. Det er også en virksomhed, der pisser på os bygningsarbejdere, fordi vi igen og igen har byggepladser, hvor de ikke lader vores fagforeninger komme ind, og hvor de har det ene firma efter det andet, der betaler under mindstelønnen, siger Helga Mathiasen fra Tømrernes faglige klub i København, ifølge TV2 Øst.

3F Slagelse kalder det en ”sympatikonflikt”, hvor de og andre fagforeninger har trukket deres medlemmer ud fra byggeriet.

Læs også

Sagen om menneskeudnyttelse ved Novo Nordisk-byggeri droppes

Det handler om flere underentreprenører, der ikke har underskrevet overenskomst og bidrager til social dumping:

– Staler Industries ApS og Pro‑Grex Cleanroom Systems ApS nægter at underskrive overenskomst, og vi har set lønsedler der viser underbetaling af polske ansatte, skriver 3F Slagelse på Facebook.

De opfordrer derfor alle deres medlemmer, som arbejder på at bygge den nye milliarddyre fabrik i Nordsjælland “til ikke at udføre konfliktramt arbejde på M3 Nord”.

Dialog har ikke ført til bedre forhold

For et år siden var der også en demonstration foran byggepladsen på grund af den sociale dumping, som demonstranterne dengang og nu mener finder sted.

Ifølge 3F har de været i dialog med underentreprenørerne i over et halvt år, men uden at se forbedringerne. Derfor ser de nu ingen anden udvej end at opfordre deres medlemme til at stoppe arbejdet.

Læs også

En halv milliard: Novo-motorvej bliver dyrere og dyrere

– Nu har vi været i gang med dialogen i over et halvt år. Vi mener, at det arbejde, der bliver udført, hører hjemme på byggeoverenskomsten, og på et tidspunkt skal vi skride til handling, siger Rune Brogaard Nellemann Hansen, der er formand for 3F Slagelse.

Relateret indhold