Leverer millionoverskud efter kun seks måneder i markedet

Den nystiftede landskabsentreprenør Mundberg leverer sorte tal i sit første regnskabsår. En flad struktur uden traditionelle administrative lag og digital kvalitetssikring bærer succesen.
Mundberg blev etableret i august sidste år og beskæftiger i dag 25 personer.

Efter kun seks måneders drift kan landskabsentreprenør Mundberg præsentere en omsætning på 18,2 mio. kroner og et resultat før skat på knap 1,5 mio. kroner.

Det svarer til en overskudsgrad på 8,2 procent.

Virksomheden, der har hovedsæde i Ringsted og leverer løsninger inden for landskab, kloak, anlæg og infrastruktur, blev etableret 1. august 2025 og beskæftiger i dag 25 personer.

Læs også

Cowi leverer rekordhøj indtjening: Nærmer sig ambitiøst mål

– En overskudsgrad på over otte procent er vi både glade for og stolte af. Det bekræfter, at vores forretningsmodel virker, og at vi skal fortsætte i samme spor, siger CEO Kim Mundberg.

Resultatet er skabt inklusive opstartsinvesteringer i IT-systemer, containere og materiel, som indgår i regnskabet og er afskrevet, oplyses videre.

Flad struktur og digital kvalitetssikring

Mundberg har fra første dag organiseret sig med en flad struktur uden traditionelle administrative lag.

Det vil sige, at alle medarbejdere – inklusive direktøren – arbejder projektorienteret og bidrager direkte til værdiskabelsen:

– Vi har bevidst valgt en model med lav overhead og høj nærhed til projekterne. Det giver hurtigere beslutningsprocesser, skarpere indkøb og mindre spild, siger Kim Mundberg, der selv fungerer som projektchef på udvalgte opgaver.

Læs også

Kemp & Lauritzen med nyt regnskab: ”Ærgerligt og utilfredsstillende”

Samtidig har virksomheden investeret målrettet i digital kvalitetssikring, hvor Al-relevant projektdokumentation samles ét sted og er tilgængelig for de involverede parter.

Den digitale tilgang sikrer sporbarhed, ensartet dokumentation og løbende indsigt i projektets status og kvalitet, lyder det fra virksomheden, og samtidig reduceres risikoen for misforståelser, ligesom samarbejdet mellem bygherre, rådgivere og udførende styrkes.

Virksomheden oplyser, at forventningerne for 2026 er en omsætning på 45 mio. kroner med fortsat fokus på kommuner, forsyningsselskaber og den almene sektor. Samtidig planlægges ansættelse af yderligere 4-5 medarbejdere.

Relateret indhold