EU’s bygningsdirektiv stiller skærpede krav til energiforbrug, intelligent bygningsstyring, datagrundlag og bygningers samlede klimaperformance. Samtidig øges forventningerne til dokumentation og transparens både fra myndigheder, investorer og finansielle aktører.
En ny international 2026-version af DGNB Drift-certificeringen giver bygningsejere en konkret ramme til at fremtidssikre deres ejendomme:
– Koblingen til nye EU-krav er vigtig for at fremtidssikre ejendomme, som skal leve op til skærpede krav om energieffektivitet og -performance, siger Jakob Rostgaard Dyring, der er senior konsulent for bæredygtighed i Cowi og forperson for Rådet for Bæredygtigt Byggeris fagudvalg for bygninger i drift.
Stort investorhåb til nyt samarbejde om DGNB Drift
Den nye version er udviklet med netop denne reguleringsmæssige virkelighed for øje, og certificeringen understøtter systematisk arbejde med energioptimering, reduktion af CO2-udledning og forbedret driftsperformance.
Samtidig skaber den et struktureret dokumentationsgrundlag, der er i tråd med de europæiske rammer:
– DGNB Drift skal ikke kun fungere som en certificering, men en styringsramme, der hjælper ejere med at omsætte bæredygtige ambitioner til konkret praksis i den daglige drift, siger Frederik Waitz Søborg, der er direktør for certificeringer og teknisk udvikling i Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
Flere ændringer
Foruden et styrket sammenspil mellem klimakriterier og EU-krav, indeholder den nye version disse ændringer:
- Et selvstændigt kriterie for biodiversitet, som understøtter det generelt øgede fokus på biodiversitet i bygge- og ejendomsbranchen
- Øget mulighed for at anvende dokumenteret høj brugertilfredshed som alternativ dokumentation
- Synergi til taksonomiens tekniske screeningskriterier og nemmere overgang til en reel taksonomi-verifikation.
Varsler højere ambitioner for DGNB-ordningen
Den internationale manual er udviklet i et europæisk samarbejde mellem DGNB-organisationerne i Tyskland, Østrig, Schweiz, Spanien og Danmark og udgives i en fælles version på tværs af alle lande.
