Hovedstadens Forskønnelsespris går i år til en noget atypisk bygning.
Prisen, som præmierer bygninger, byrum og anlæg, der ”er med til at forskønne hovedstaden”, går nemlig til en flytbar kirke.
Den flytbare kirke går under navnet Tiny Church Tolvkanten, og tegnestuen Julius Nielsen Office står bag.
Kirken åbnede i sommer og har siden da været at finde i Nordhavn.
Opføres i træ: Danmarks første tiny church bliver tolvkantet
Kirken rummer op til 50 personer og fungerer midlertidigt som bydelens første kirke, mens planerne for en permanent kirke tager form.
– Tiny Church Tolvkanten er et smukt eksempel på, hvordan man med enkle midler og stærke idéer kan skabe rammer for både fællesskab og nærvær midt i en bydel under udvikling, så sammenhængskraften kan vokse, siger adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro.
Et rum med symbolsk tyngde
Julius Nielsen, arkitekt og stifter af Julius Nielsen Office, valgte at tegne kirken som en tolvkant for at udnytte arealet bedst muligt og samtidig skabe et rum med symbolsk tyngde.
Historisk ejendom i Aarhus midtby solgt
– Arkitekturens geometri er bevidst valgt som en tolvkant med direkte reference til de tolv disciple og det fællesskab, som folkekirken er bygget op omkring, siger Julius Nielsen og fortsætter:
– Formen samler mennesker i en rundkreds og understøtter nærvær og ligeværd, samtidig med at den, i modsætning til cirklen, kan opføres rationelt ved hjælp af rette bygningsdele.
Hovedstadens Forskønnelsespris har eksisteret siden 1885.
