EU vil gøre det hurtigere og billigere at bygge boliger

Ny EU-plan skal fjerne administrative flaskehalse, gøre statsstøtte mere fleksibel og bringe flere investorer ind i boligbyggeriet.
Planen skal komme de mennesker til gode, der rammes hårdest af prisstigningerne. Foto: Gettyimages.

Boligkrisen findes ikke kun i Danmark, hvor byer som København og Aarhus mangler et utal af boliger – og særligt de betalbare eller ’affordable’ boliger.

Hele Europa mærker det store tryk på særligt de større byers boligmarked.

Huspriser er steget 60 % på 10 år. På samme tid er huslejen steget med 20 % i EU, ifølge en pressemeddelelse fra EU.

Læs også

Mangel på nybyg får boligpriser til at fortsætte stigning i 2026 og 2027

EU vil gerne hjælpe medlemslandene og de belastede byer. Der tages derfor handling med en ’affordable housing’-plan.

– Europa må kollektivt tage ansvar for boligkrisen, der rammer millioner af vores borgere, og handle i overensstemmelse hermed. Det handler ikke kun om taget over vores hoveder: Det er vores demokrati, der står på spil, siger EU-kommissær for energi og bolig, Dan Jørgensen, ifølge pressemeddelelsen.

Han bakkes op af vice-præsidenten for det indre marked og tjenesteydelse, Stéphane Séjourné:

– Boligkrisen er ikke en uundgåelighed i Europa. Med denne nye strategi træffer Europa et klart valg: at forenkle, investere og innovere for at bygge hurtigere, mere bæredygtigt og til lavere omkostninger.

Investeringsplatform skal mobilisere investorer

Planen skal udrulles gennem et tæt samarbejde med medlemsstater, byer, regioner, sociale boligudbydere, civilsamfundet og finansielle institutioner.

Læs også

EU-aftale er ”et historisk gennembrud i kampen mod unødigt bøvl og bureaukrati”

Der oprettes derfor en europæisk investeringsplatform for at mobilisere både offentlige og private investeringer.

– Ved at modernisere byggesektoren, fjerne administrative flaskehalse og gøre det indre marked til en reel industriel accelerator vil vi sammen med medlemsstaterne omdanne en fragmenteret sektor til en drivkraft for konkurrenceevne, social samhørighed og europæisk suverænitet, siger Stéphane Séjourné.

Kommissionen vil samtidig kigge på EU’s statsstøtteregler for at gøre det nemmere at støtte boligbyggerier og forenkle procedurer. Og så skal planen komme de mennesker til gode, der rammes hårdest af prisstigningerne.

Læs også

Ny EU-aftale om regelforenkling er godt nyt for danske arbejdspladser

Finans Danmark ser positivt på planen

Finans Danmark er enig i Kommissionens fokus på at øge boligudbuddet.

De mener i tråd med EU-planen, at dette bør være det primære mål, hvis der skal skabes flere betalbare boliger i EU. 

– Det er positivt, at EU sætter fokus på boligområdet, ligesom den danske regering med en række boligpolitiske forslag også har fokus på området. Det er blandt andet initiativer, der skal sikre flere almene boliger og mere fleksibilitet for banker og realkreditinstitutter i deres långivning, siger Lars Gert Lose, administrerende direktør i Finans Danmark ifølge en pressemeddelelse.

Læs også

EU fjerner grønne rapporteringsbyrder for 6 milliarder

De ser også positivt på, at der tages handling og særligt at bringe flere offentlige og private midler i spil.

– Ved at sikre bedre reguleringsrammer kan EU styrke konkurrenceevnen i den finansielle sektor og dermed sætte den i stand til bedre at støtte etableringen af betalbare boliger i EU, siger Lars Gert Lose.

Relateret indhold