Ventilationsentreprenør med 800 mio. i omsætning får ny adm. direktør

Airteams medstifter og mangeårige adm. direktør træder ud af direktionen ved årsskiftet. Ny adm. direktør har været i virksomheden siden 2015.
Afgående adm. direktør, Poul Pihlmann (tv.), og kommende adm. direktør, Lars Nørgaard.

Ventilationsentreprenøren Airteams medstifter og adm. direktør siden 2012, Poul Pihlmann, træder ud af direktionen ved udgangen af 2025.

Han fortsætter i Airteam i en rådgivende rolle og vil fortsat være aktionær i virksomheden.

– Jeg har arbejdet i ventilationsbranchen i mere end 40 år, heraf 27 år med Airteam, så jeg synes, det er tid til at trappe lidt ned og fortsætte i en mere tilbagetrukken rolle, siger Poul Pihlmann.

Læs også

Ahlsell henter ny direktør

Poul Pihlmann overlader ansvaret for virksomheden til Lars Nørgaard, som har været i koncernen siden 2015.

– Jeg er utrolig glad for, at Lars har sagt ja til at overtage ansvaret, siger Poul Pihlmann og fortsætter:

– Han vil være garant for, at Airteam fortsat fastholder sin førende position og bevarer fokus på at løse kundernes behov, og ikke mindst fortsætter med at udvikle vores meget kompetente team og samlede kompetencer.

Er gået i blodet

Lars Nørgaard overtager rollen som adm. direktør den 1. januar 2026.

– Airteam er en fantastisk virksomhed med en meget stærk performance-kultur, og den er gået mig i blodet, siger Lars Nørgaard og fortsætter:

– Det er nogle store sko, jeg skal forsøge at udfylde efter Poul, og jeg ser frem til at fortsætte parløbet med vicedirektør Benny Holm Kristensen og arbejdet med at udvikle løsninger til fremtidens ventilation for vores kunder sammen med vores dygtige medarbejdere.

Læs også

Stor nedriver får ny adm. direktør

Airteam har hovedsæde i Aarhus og afdelinger i Kolding, Sønderborg, Esbjerg, Aalborg, Odense, Horsens, Hillerød og Roskilde samt Sverige.

Airteam Danmark har siden 2022 haft en årlig nettoomsætning på over 800 mio. kroner.

Relateret indhold