Det er tid til at afmontere myten om top-arkitekten, der skaber nye signaturværker.
Det mener Kjetil Trædal Thorsen, der er grundlægger af Snøhetta, og Anders Lendager, der er grundlægger og kreativ direktør i Lendager Arkitekter.
De gæster Building Green CPH den 30. oktober til en samtale om, hvorfor vi skal bevare fremfor at bygge nyt.

Building Green København flytter fra Forum og øger internationalt fokus
– En heroiske superarkitekt, vi har skabt, er blevet skurken. De superkræfter, vores helt havde, er det, vi nu frygter allermest, siger Anders Lendager og uddyber:
– Vi har bygget monumenter med gigantiske CO2-udledninger fuldkommen afkoblet fra problemstillingen, som er, at vores branche har en stor anpart i den globale klimakrise. Heltefiguren er nu den, der kan finde de lyspunkter, som de næste generationer kan motiveres af. Det er den rene heltegerning – og den skal være afkoblet et ego og koblet på et samarbejde.
Se værdien i det, der findes
Dette nye syn på arkitekten deler Kjetil Trædal Thorsen:

– Ideen om, at stjernearkitekten arbejder alene, er falsk, for når vi skaber arkitektur, sker det altid i et kollektiv. Den er også udtryk for en privilegeret og forældet måde at tænke arkitektur på. Mange steder i verden har man ikke adgang til mad og vand, for ikke at tale om egen bolig.
– Som de rige nationer er vi nødt til at ændre vores arkitektursyn, for det er ikke retfærdigt, at vi lægger så stort et pres på planeten i vores del af verden, vi må tænke på mennesker i resten af verden.

Bjarke Ingels og Brinkmann på Building Green: Hvornår er nok ”nok”?
Kjetil Trædal Thorsen og Anders Lendager er enige om, at arkitekten skal begynde at se værdien i det, der findes. Det betyder, at man skal transformere og bevare bygninger, materialer og kulturarv.
Ifølge Kjetil Trædal Thorsen er opmærksomhed på det, der findes i forvejen hele præmissen for at skabe arkitektur:
– Man skal kende sin historie for at udvikle nyt. Desuden bygger man altid i en kontekst, en by er altid opført i et landskab. Naturen er der allerede – byen kommer til. Det afgørende er, at man har en sensibilitet over for det, der allerede findes på stedet. Arkitektur handler om at forstå den kontekst, man bygger i.
Kulturarv er andet end en herregård
Når det kommer til sensibiliteten for konteksten, peger Anders Lendager på materialernes historie:
– Når vi taler om at bevare kulturarv, tænker vi på at bevare et slot eller en herregård. I stedet skal vi tale om at bevare en materialemæssig arv og kigge på, hvilken kulturhistorisk reference f.eks. vinduerne eller gulvene i en bygning har. På den måde kan beboerne også koble sig til fortællingen.

Building Greens nye stemmer vil væk fra buzzwords og fjerne visioner
Ifølge Anders Lendager er der fortsat modstand i branchen imod den nye æstetik, der følger af at bygge på en ny måde:
– Det er op til arkitekterne, hvornår vi skifter til den nye måde at tænke kulturarv på, f.eks. materialemæssige historiske træk i en aluminiumplade fortolket ind i et moderne byggeri. I dag står branchen i vejen, for forventningen er en hvid kasse uden fejl, men vi skal i stedet se skønheden i en broget kasse fyldt med fejl.
Building Green CPH 2025 afholdes den 29. og 30. oktober 2025 i Lokomotivværkstedet i København.