3D-print i stor skala: Knækker vi koden, kan vi skabe et helt nyt byggeri

En ny rapport fra Dansk AM Hub viser, at 3D-print kan være et redskab, der giver byggeriet nye muligheder for bl.a. at mindske materialeforbruget, øge brug biobaserede materialer og give større designfrihed.
Projektet Tova i Barcelona er et hus printet af lokal jord med minimale mængder materialer. Foto: Gregori Civera.

Byggeriet spiller en afgørende rolle i samfundet og skaber rammerne for danskernes hverdag. Samtidig er det en sektor med et stort ressourceforbrug og en væsentlig klima- og miljøpåvirkning.

En ny rapport fra Dansk AM Hub støttet af den filantropiske forening Realdania undersøger 3D-prints potentiale for at ændre på dette – og der er meget at komme efter, fortæller innovationschef i Dansk AM Hub, Birgitte Arendsdorf Olsen:

Læs også

Hun skal accelerere 3D-print i byggebranchen

– 3D-print har store fordele ift. konventionelt byggeri. Vores rapport viser en stor samling af de mange fantastiske projekter, der er overalt i verden, hvor der eksperimenteres med nye materialer, design og 3D-print.

– Da bygningen eller bygningsdelene bliver printet lag for lag, kan du tilpasse mængden af materialer til det enkelte byggeri ude på byggepladsen. Du kan også specialdesigne konstruktioner, der optager kræfterne helt præcist, så du undgår overdimensionering. I begge tilfælde undgår du overforbrug af materialer.

Høst materialerne direkte på byggepladsen

Et lavere materialeforbrug giver markant mindre affald og et reduceret CO2-forbrug, og samtidig kan 3D-print være en genvej til flere nye og eksperimenterende materialer.

Ved at tilføje lag for lag tilpasses mængden af materialer til det enkelte byggeri ude på byggepladsen. Foto: MDT.

Printeren kan f.eks. fodres med genbrugsplast eller biobaserede materialer som hamp, ålegræs og ler, ligesom at der kan skabes paneler, hvor skallen er printet af genbrugsplast og fyldet er lavet af biogent materiale som mycelium:

Læs også

Nybrud: 3D-printede betondæk gøres klar til byggepladserne

– I Barcelona har de printet et hus med lokal jord gravet på stedet. Jeg kan sagtens se for mig, at man høster materialerne til bygningen direkte på byggepladsen i fremtiden. Prøv at tænke hvor meget transport vi kunne spare, hvis bare 10 % af materialerne på grunden kunne bruges direkte i bygningen, siger Birgitte Arendsdorf Olsen.

Partnerskaber og pilotprojekter

3D-print kan også føre færre mandetimer med sig end traditionelt byggeri, give større designfrihed og mulighed for at bygge bygninger, som let kan skilles ad.

Trods fordelene ved teknologien er der dog stadig langt mellem de 3D-printede bygninger i Danmark, og ifølge Birgitte Arendsdorf Olsen skyldes det, at der er mange fordomme om æstetikken, der mangler viden om teknologien, og så spænder den nuværende lovgivning ben for mere eksperimenterende materialer.

Læs også

Realdania deler ny viden om biobaseret byggeri. Flere eksempelbyggerier på vej

Derfor er der brug for mere partnerskab på tværs af byggeriets værdikæde for at få gevinsterne i spil, mener hun:

– Vi har brug for flere partnerskaber mellem producenter af biobaserede byggematerialer, producenter indenfor 3D-print og vidensinstitutioner, hvis vi skal løfte teknologien til næste niveau.

– Vi skal også have flere pilotprojekter på banen, så vi kan udbrede kendskabet til teknologien og nedbryde fordommene omkring 3D-print. Og ja, så har vi brug for et bygningsreglement, som er mindre konservativt overfor nye materialer. Der er nok at tage fat på. Men hvis vi knækker koden, kan vi skabe et helt nyt og meget mere cirkulært byggeri.

Rapporten AM in Construction er forfattet af Dansk AM Hub med bidrag fra Molio, ConTech Lab og HD Lab. Rapporten er støttet af Realdania og Industriens Fond.

Relateret indhold