Jakob Wind-Hansen, vicedirektør og Head of Real Estate i Nykredit, er valgt som ny forperson for bestyrelsen i Rådet for Bæredygtigt Byggeri. Han overtager efter adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro.
Samtidig er kommende direktør i Københavns Ejendomme, Mia Manghezi, valgt som ny næstforperson. Hun overtager efter professionelt bestyrelsesmedlem Lene Feltmann Espersen.

Sætter biodiversiteten i det byggede miljø under lup
Rådet for Bæredygtigt Byggeri er en non-profit medlemsorganisation, der viser vejen mod en bæredygtig bygge- og ejendomsbranche. Organisationen varetager certificeringen af bæredygtighedstiltag i byggeriet gennem ordningen DGNB og bistår sine knap 800 medlemmer i den grønne omstilling gennem kurser, værktøjer, analyser og netværk.
Jakob Wind-Hansen har været medlem af bestyrelsen i Rådet for Bæredygtigt Byggeri siden 2023, mens Mia Manghezi har været medlem siden 2022.

Jakob Wind-Hansen siger:
– Jeg tror, at certificeringer bliver endnu vigtigere i fremtiden især i forhold til omsættelighed og fastholdelse af ejendommes værdi. Derudover er det et effektivt værktøj til at rykke branchen i forhold til bæredygtighed.
Et fælles sprog
Både Jakob Wind-Hansen og Mia Manghezi ønsker, at Rådet for Bæredygtigt Byggeri fortsat skal være ambitiøst og gå foran med høj faglighed og verificeret data.
– Rådet er en af flere samlende institutioner i branchen, og dem har vi brug for. Vi har brug for et fælles sprog, samarbejde på tværs af værdikæden og at blive ved med at være ambitiøse. Fokus på bæredygtighed og biodiversitet er ikke ”nice to”, men ”need to”, siger Mia Manghezi.
Ifølge nu tidligere forperson, Anne Skovbro, har Rådet for Bæredygtigt Byggeri spillet en afgørende rolle i udbredelsen af bæredygtighedstiltag i bygge- og ejendomsbranchen – herunder de nye klimakrav i bygningsreglementet. Hun har været medlem af bestyrelsen i seks år, heraf de to som forperson.

Hensyn til naturen giver landets første DGNB Guld til byområde
– Rådets store rolle skyldes især foreningstankegangen, hvor branchen har valgt at gå sammen om et fælles sprog for bæredygtighed og udviklingen af fælles redskaber. Hvis du ikke har redskaber, så bliver det jo bare en samtale, siger Anne Skovbro.
Ud over Anne Skovbro og Lene Feltmann Espersen forlader også Henriette Falk Olesen, bæredygtighedschef, Sweco, Tony Christrup, direktør, AG Gruppen, Michael Bruhn, Senior Advisor, PFA Ejendomme, og Ditte Lysgaard Vind, chef for forskning og innovation, Bloxhub bestyrelsen.
Bestyrelsen ser nu ud som følger:
• Jakob Wind-Hansen, vicedirektør og Head of Real Estate, Nykredit (forperson)
• Mia Manghezi, kommende direktør, Københavns Ejendomme (næstforperson)
• Rasmus Jessing, byggedirektør, KAB
• Peter Hedegaard, Director Business Relations & Public Affairs, Saint-Gobain Denmark
• Søren Brøndum, Senior Director, Buildings, Rambøll
• Nick Melgaard, COO, Nrep
• Nina Mathiesen, adm. direktør og medejer, Cobe
• Ino Dimsits, adm. direktør, AKF Holding
• Peter Morgan, Head of Real Estate, PFA Ejendomme
• Harpa Birgisdottir, professor, Build, Aalborg Universitet (kommitteret)
Konkret og målbart
Rådet for Bæredygtigt Byggeri varetager den vidt udbredte certificeringsordning DGNB (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen) i Danmark. Omkring 50 % af alle større nybyggerier i Danmark DGNB-certificeres.
Det nye formandskab ser DGNB som helt central for udbredelsen af bæredygtighedstiltag i bygge- og ejendomsbranchen.
– Bygge- og ejendomsbranchen valgte i sin tid DGNB, som den fælles certificeringsordning. Det har givet branchen et fælles sprog og gjort bæredygtighed konkret og målbart. Det er en af Rådets vigtigste opgaver at sikre lettere adgang til verificeret data, der kan bruges både til at benchmarke egne resultater og skubbe på den videre udvikling, siger Mia Manghezi.

Renoveringsprojekt opnår DGNB Platin med CO2-påvirkning på 5,4
– En række ejendomskunder certificerer deres ejendomme for at være fremtidssikrede. De tror på, at en certificering gør ejendomme mere omsættelige. En række investorer, især pensionsselskaber og udenlandske investorer, stiller også krav om certificering. Så hvis du ikke certificerer dine ejendomme, så afskærer du dig selv fra en del af markedet, siger Jakob Wind-Hansen.
Selv ser han meget frem til den analyse af værdien af certificeringer, som Rambøll Management Consulting netop er gået i gang med for Rådet for Bæredygtigt Byggeri.