40 pct. mindre CO2: Betonproducent tager gammel løsning i brug

IBF lancerer en ny standard, som betyder alle afløbsprodukter fremadrettet produceres med mindre cement, men med samme holdbarhed og styrke.
Produktionen af afløbsprodukter er det første samlede sortiment, IBF omlægger til den nye standard.
Produktionen af afløbsprodukter er det første samlede sortiment, IBF omlægger til den nye standard.

Inden udgangen af 2030 vil betonproducenten IBF reducere CO2-udledningen fra deres forretning med 70 %.

Sådan lyder ambitionen, som kræver ambitiøs handling.

Derfor er betonproducenten på alle sine fabrikker gået i gang med at introducere nye bindemidler, som kan erstatte dele af cementen. Her er produktionen af afløbsprodukter det første samlede sortiment, der omlægges til den nye standard, som ifølge virksomheden vil reducere CO2-udledningen med ca. 40 %.

Læs også: Dansk Beton øger ambitionen: 70 pct. CO2-reduktion i 2030

– IBF er en af Danmarks største betonproducenter, og vi ved, at vi har et stort klimaaftryk. Derfor har vi også et tilsvarende ansvar for at reducere det, siger bestyrelsesformand i IBF, Preben Rosenkilde.

– Vi sidder på en stor markedsandel indenfor afløb. Når vi ændrer hele sortimentet på den her måde, så kan det potentielt få stor betydning for den samlede CO2-udledning fra afløbsområdet i Danmark, tilføjer han.

Restprodukt fra stålproduktion

Ingeniør og afdelingschef i IBF, Jesper K. K. Bang, fortæller, at det handler om at skaffe adgang til råmaterialer, som kan erstatte den CO2-tunge cement som bindemiddel i beton. Her findes en række alternative råmaterialer – der dog ofte er begrænsede mængder af.

Fra venstre Jesper Bang, IBF, og Benjamin Christensen, M. J. Eriksson.
Fra venstre Jesper Bang, IBF, og Benjamin Christensen, M. J. Eriksson.

Men når IBF nu vil ændre hele standardsortimentet på afløb, så skyldes det, at virksomheden anvender Ground Granulated Blast-furnace Slag (GGBS), som er et restprodukt fra stålproduktion:

– Det smarte ved GGBS er, at det er lige så stærkt som cement og skaber de samme egenskaber i beton. Men fordi GGBS er et restprodukt, som opstår, når man producerer stål, så er CO2-udledningen væsentligt lavere. CO2-udledningen følger nemlig altid hovedproduktet, som i dette tilfælde er stål, og ikke spildet fra produktionen, forklarer Jesper K. K. Bang.

Læs også: Startup vil samle al materiale-data ét sted: “Business as usual ændrer sig nu”

Han tilføjer, at brugen af GGBS har været anvendt i betonproduktion i årtier i andre dele af Europa, men at det i Danmark aldrig har været særlig udbredt:

– Vi har sat alle sejl ind på at nedbringe CO2-udledningen fra vores produkter. Vi har arbejdet i flere år på at skaffe adgang til GGBS, og nu er vi klar til at sætte hastigheden på produktionen op, siger Jesper K. K. Bang.

Samme kvalitet

Han fortæller videre, at kunden ikke vil kunne mærke ændringen i dagligdage, da produkterne produceres i samme kvalitet som normalt med samme holdbarhed og styrke.

Ligeledes skal produkterne håndteres på samme måde ude på byggepladsen, prisen er den samme, og så er dokumentationen for CO2-reduktionen også på plads i form af leverede EPD’er.

IBF producerer betonvarer og fabriksbeton og har mere end 35 fabrikker fordelt over Danmark og Polen.

Relateret indhold