Sønderborg Kommune har sammen med Fabrikant Mads Clausens Fond åbnet for et samarbejde om flere legepladser og rekreative byrum i Sønderborg Kommune.
Det første sted bliver en ny plads ved Multikulturhuset på Nørre Havnegade i Sønderborg, som er designet til at blive en naturlig del af byen og opfordrer til aktiviteter, bevægelse og ophold hele året rundt.
Pladsen indrettes primært for mindre børn, og der bliver også etableret opholdsmuligheder, så forældre og ældre kan nyde det nye byrum og legeplads.
Pladsen etableres i den sydlige ende ved det gamle pakhus.
Sætter særligt havneområde til salg – har brug for flere boliger
Pladsen laves med en cirkulær form og grønne bed, som indrammes af præcise betonkanter, der giver plads til legeaktiviteter for børn og siddepladser for voksne og ældre i et slags ’indre’ rum.
Formen er også tænkt som en afgrænsning ud mod havnekajen for at gøre pladsen sikker for mindre børn:
– Børn vil gerne udfordres, og fysiske bevægelser er godt for både den mentale og den fysiske sundhed for børn, unge og voksne. Legepladsen vil forhåbentlig blive brugt af dem der allerede bor her, samt af turister og gæster, siger Didde Lauritzen, der er formand for Sundhedsudvalget.
”Meget vigtigt at få ændret boligområde”: Sønderborg vil sælge dele af ghettoområde
Pladsens eksisterende granitbelægning omlægges for at sikre tilgængelighed og sammenhæng med det gamle pakhus:
– Den nye legeplads ved Multikulturhuset er udformet på en måde, der giver kontakt til resten af byen og vandet, og hele området bliver endnu mere attraktivt. Byrummene bindes sammen med grønne områder, der inviterer til aktivitet og leg, når vi laver små oaser ved bygningerne, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik, By- og Boligudvalget.
– Det har været en proces over mange år at udvikle Sønderborg, og projektet her vil – sammen med kommende legepladser – give et nyt element af liv og attraktivitet til Sønderborg Kommune, tilføjer hun.
Legepladsen forventes indviet i sidste halvdel af 2025.