Samler unge og erfarne i samme rum for at sikre byggeriet arbejdskraft

Byggeriet har brug for arbejdskraft, så derfor inviterer Fællesfonden til workshop, der skal få branchen op i gear og sætte gang i de nødvendige kulturforandringer.
Fra Fællesfondens seneste konference. Den næste, ’Next generation - Samtaler, der udvikler’, holdes på Håndværkerkollegiet i Horsens den 21. januar. Foto: Kontraframe.

Opgaverne står i kø til bygge- og installationsbranchen, som skal renovere bygninger, elektrificere samfundet og muliggøre den grønne omstilling. Men der mangler hænder til opgaverne. Alene installationsbranchen mangler 7.000 nye elektrikere.

Derfor er brug for at gøre noget, hvis branchen skal kapre generation Z, lyder det fra Fællesfonden, der inviterer til workshop for unge i branchen og gamle i gårde for at finde formlen for fremtidens bygge- og installationsbranche.

Læs også

Økonom: ”Fuld plade på et overophedet arbejdsmarked”

– Vi har ikke været nysgerrige nok på de unge. Vi har i alt for høj grad gjort, som vi plejer uden at lytte til den næste generation. Vi er nødt til at få deres perspektiver på udfordringerne i branchen, hvis vi skal gøre bygge- og installationsbranchen attraktiv for den næste generation – og det haster, siger sekretariatschef for Fællesfonden, Sidse Buch.

– Derfor samler vi de unge og de mere erfarne i samme rum med det formål, at de skal producere forslag til konkrete handlinger, som kan implementeres ude i skolerne og på arbejdspladserne, tilføjer hun.

”For klog til at blive elektriker”

En af de unge, som har sagt ja tak til at deltage, er Frederik Halkjær, som er uddannet elektriker. Han tror, at problemerne med rekruttering begynder i folkeskolen.

Læs også

Fagforbund: Giv 100.000 kroner skattefrit til nye faglærte

– Uddannelsesvejlederne ved ikke nok om erhvervsuddannelserne. Hvis du har gode karakterer, så siger de nærmest per automatik, at du skal i gymnasiet. Jeg fik selv at vide, at jeg var for klog til at blive elektriker. I sådanne situationer er det svært at vælge at blive håndværker, siger han.

Branchen er meget ufleksibel

En anden deltager på workshoppen, Michael Schmidt, som er uddannet struktør, fortæller, at det kan være svært at få familielivet til at hænge sammen med arbejdstiderne på byggepladsen. For mens mange andre brancher har flextid, så er byggebranchen meget ufleksibel, påpeger han:

– Jeg har tre børn, som jeg skal hente, når det er min uge. I den uge ville jeg gerne kunne gå tidligt og så til gengæld give den mere gas, når jeg ikke har børnene. Men det er svært at gøre med den måde arbejdet er skruet sammen på. Hvis man kunne indføre mere fleksibilitet i branchen, ville det blive mere attraktivt at blive håndværker og færre vil droppe ud.

Læs også

Kultur i byggeriet: Håndværkerne er blevet glemt

Fællesfondens workshop: ’Next generation – Samtaler, der udvikler’ holdes på Håndværkerkollegiet i Horsens den 21. januar.

Relateret indhold