Arkil opkøber på “et spændende marked i markant økonomisk udvikling”

Asfalt-koncernen har overtaget alle aktiviteter i virksomheden Kellys of Fantane International Road Construction Company Ireland, der har en omsætning svarende til 150 mio. kroner.
Luftfoto af byggeplads, med grønne omkringliggende marker.
Opkøbet af Kelly of Fantane supplerer Arkils øvrige aktiviteter i Irland, bl.a. Ballyhandle Cork-stenbruddet.

Arkil-koncernen har via sit irske datterselskab, Arkil Ltd., overtaget alle aktiviteter i virksomheden Kellys of Fantane International Road Construction Company Ireland (KOF), med virkning fra 1. november 2024.

Den danske asfaltkoncern har været aktiv på det irske marked siden 80’erne:

– Opkøbet giver os mulighed for at drage nytte af deres stærke markedsposition, samtidig med at vi kan udvide vores kapacitet inden for råstofudvinding, vejbygning og vejvedligehold i Irland, siger bestyrelsesformand i Arkil Holding, Jesper Arkil.

Foruden råstofudvinding beskæftiger Kellys of Fantane sig med asfaltproduktion.

Han tilføjer:

– Irland er et spændende marked, som er i en markant økonomisk udvikling, med deraf følgende behov for at forbedre og styrke sin infrastruktur, og derfor passer denne udvidelse godt ind i vores irske aktiviteter.

Læs også

Arkil er tilbage på sporet i Danmark

KOF har en årlig omsætning svarende til ca. 150 mio. kroner og placeret nær Limerick i det centrale Irland.

Opkøbet skal ses som et naturligt led i Arkils internationale vækststrategi, fortæller Jens Skjøt-Arkil, der Group CEO i Arkil Holding:

– Det (opkøbet, red.) cementerer vores ambition om at styrke tilstedeværelsen på nøglemarkeder uden for Danmark. Familieejede virksomheder som Kellys of Fantane passer godt ind i vores værdisæt og virksomhedskultur, og vi ser frem til at fortsætte den positive udvikling sammen med vores nye kolleger, siger han og tilføjer, at alle medarbejderne i KOF fortsætter som en del af Arkil-koncernen.

Læs også

Oprensning af historisk kemikaliedepot trækker ud: ”Selvfølgelig ikke tilfredsstillende”

Overtagelsen af KOF følger få år efter, at Arkil overtog anlægsvirksomheden Killeen Civil Engineering, som specialiserer sig i anlægsarbejde og også er aktiv i det centrale og sydlige Irland.

Arkils aktiviteter i Irland omfatter desuden råstofudvinding samt asfaltproduktion og asfaltudlægning med udgangspunkt fra Kildare, vest for Dublin, samt i Cork og Kerry i den sydlige og vestlige del af landet.

Relateret indhold