Fagforbund: Vismændenes analyse er ikke mere værd end en slidt Opel Kadett fra 80’erne

Dansk Metal uddeler ingen roser til Det Økonomiske Råds analyse af en erhvervsuddannelses værdi sammenlignet med en gymnasial. Arbejdsmarkedet har ændret sig markant, lyder det.
Claus Jensen.
- Det kan være sjovt at kigge på ud fra en historisk interesse, men det har absolut ingen værdi, når man ser på, hvad vi skal leve af i fremtiden, siger forbundsformand Claus Jensen.

I sidste uge præsenterede regeringen et omfattende reformudspil, der skal sikre, at flere unge vælger professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser. I den forbindelse udkom ny rapport fra Det Økonomiske Råd med en analyse, der konkluderede, at det vil koste et ung menneske 1,2 mio. kroner i livsindkomst at vælge en erhvervsuddannelse frem for en gymnasial uddannelse.

En konklusion, der mødte hård kritik fra erhvervsorganisationen SMVdanmark.

Læs også

Hård kritik af rapport, der vurderer valg af erhvervsuddannelse til at koste unge over 1 million

Også hos fagforbundet Dansk Metal stiller man sig meget kritisk over for vismændenes analyse:

– Analysen baserer sig på generationer født mellem 1972 og 1987, som afsluttede grundskolen mellem 1987 og 2003. Arbejdsmarkedet har ændret sig markant siden da, og derfor kan resultaterne ikke overføres til i dag, siger forbundsformand Claus Jensen og fortsætter:

– Den her analyse er lige så meget værd som en slidt Opel Kadett fra 80’erne. Det kan være sjovt at kigge på ud fra en historisk interesse, men det har absolut ingen værdi, når man ser på, hvad vi skal leve af i fremtiden.

Diametral modsat situation

Claus Jensen minder om den kritiske situation i 80’erne og 90’erne med økonomisk krise og stor ungdomsarbejdsløshed.

Læs også

Forbundsledelsen i Dansk Metal er på plads. Formand genvalgt – igen

– Vi oplevede dengang en stor nedgang i industrien og et stort tab af faglærte arbejdspladser. Samtidigt kom der en større efterspørgsel på akademikere. I dag står vi i den diametralt modsatte situation, så her har vismændenes analyse ingen relevans.

Højere løn end dengang

Han understreger, at der i dag er stor mangel på faglærte, og at det kommer til at fortsætte langt ud i fremtiden:

– Tidligere var der et voksende behov for akademisk arbejdskraft, men i dag er det især faglærte, der er mangel på. Lønnen dengang var markant højere for akademikere end for faglærte, men det er ved at ændre sig.

Læs også

Flere faglærte tjener mere end akademikere

– Faglærtes indkomst haler jo i disse år ind på akademikernes. F.eks. tjener faglærte indenfor teknik og byggeri i dag ofte mere end akademikere indenfor humaniora, kunstneriske fag og pædagogik, siger Claus Jensen og påpeger, at 176.000 faglærte frem mod 2035 forventes at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, fordi de rammer pensionsalderen:

– Derfor kan faglærte i dag og fremadrettet få en meget bedre løn end tidligere. Det tager vismændenes analyse slet ikke højde for.

Relateret indhold