Mindre løngab mellem mænd og kvinder – seneste udvikling skal dog bremses

Over en periode på ca. 30 år klarer byggebranchen sig bedre end de øvrige brancher ift. lønulighed. De senere års udvikling risikerer dog at ændre det samlede billede, lyder det i ny analyse.
En mand og en kvinde står på en byggeplads og taler sammen. De er begge iført gule refleksjakker og sikkerhedshjelme.
Særligt i toppen af indkomstfordelingen klarer byggebranchen sig bedre end de øvrige brancher. Foto: Gettyimages.

I en analyse har Kraka-Deloitte set nærmere på indkomstforskellene mellem mænd og kvinder i byggebranchen i perioden 1992 til 2021 – og sammenlignet med andre brancher.

Her viser tallene, at udviklingen i løngabet både i midten og toppen af fordelingen alt i alt har gennemgået et fald på 10 %-point fra ca. 29 % i 1992 til ca. 19 % i 2021.

Læs også

Økonom: Ekstraordinær lønvækst kan koste jobs i nybyggeriet

– Samlet set tegner der sig et billede af, at byggebranchen på mange måder klarer sig bedre end de øvrige brancher målt ved lønulighed, siger seniorøkonom Andreas Lund Jørgensen, Kraka, og uddyber:

– Sammenlignet med de øvrige brancher er løngabet i byggebranchen markant lavere udover i bunden af indkomstfordelingen, hvor både årsløngabet og timeløngabet er højere i byggebranchen i 2021. Særligt i toppen af indkomstfordelingen klarer byggebranchen sig bedre end de øvrige brancher – løngabet helt i toppen af indkomstfordelingen er meget højt for de øvrige brancher, imens det i byggebranchen er meget lavt, siger han.

Stigning i løngabet skal bremses

Men trods den samlede lønudligning over hele perioden er udviklingen det seneste årti gået i den modsatte retning, imens udviklingen er stagneret i toppen, fortæller seniorøkonomen:

– Selvom løngabet generelt er lavere i byggebranchen end i de øvrige brancher, er stigningen i det gennemsnitlige løngab og i medianløngabet for årslønnen i de seneste år værd at bide mærke i. Så hvis byggebranchen fortsat vil sikre et lavere løngab end i de øvrige brancher, skal stigningen i løngabet altså bremses.

Læs også

Flere faglærte tjener mere end akademikere

Ifølge analysen er løngabet i de øvrige brancher faldet fra 41 % i 1992 til 26 % i 2021. Forskellen i hele perioden har dermed ligget på et højere niveau, men er også faldet mere end i byggeriet. Tilmed er løngabet i de øvrige brancher ikke steget i slutningen af perioden i modsætning til løngabet i byggeriet.

Forskel i bunden overrasker

At den største lønforskel mellem mænd og kvinder i byggebranchen ligger i bunden af indkomstfordelingen, overrasker desuden Andreas Lund Jørgensen. I de øvrige brancher er løngabet relativt lavt i bunden og midten af indkomstfordelingen og højest i toppen:

– En del af forklaringen kan være, at byggeriet er en relativt homogen gruppe målt ved uddannelsesniveau. En anden forklaring kan også være, at spredningen simpelthen er mindre inden for byggeriet, f.eks. hvis en mindre andel af lønningerne i de øverste deciler udgøres af topledere med meget høje lønninger.

Læs også

Nye tal: Produktiviteten i byggeriet bevæger sig i sneglefart

– En anden kilde til den lavere spredning kunne også være, hvis mange af dem, der tjener mange penge i byggeriet, gør det ved at stifte virksomhed og udbetale udbytte, da udbytter – afhængig af virksomhedsformen – ikke altid fremgår af den opgjorte årsindkomst.

Han påpeger også, at personer i bunden af indkomstfordelingen kan have en løs tilknytning til arbejdsmarkedet, hvilket kan påvirke resultaterne mærkbart. Løngabet for den samlede indtjening for året beskriver derved ikke, hvorvidt kvinder og mænd modtager forskellig timeløn.

Relateret indhold