Se Tschernings nye hovedkontor af genbrug: “Vi har lært en masse”

Efter to års ombygning slår anlægs- og nedrivningsvirksomheden i dag dørene op for deres nye hovedkontor. Og der er blevet tænkt ud af boksen, da man har ønsket at ombygge med flest mulige genbrugsmaterialer.
CEO og ejer Søren Tscherning håber, at virksomheden ombygning kan være med til at inspirere andre til at bygge med genbrugsmaterialer.
CEO og ejer Søren Tscherning håber, at virksomheden ombygning kan være med til at inspirere andre til at bygge med genbrugsmaterialer.

I to år har renoveringen af Tschernings hovedsæde i Hedehusene været i gang.

Oprindeligt bestod bygningen af 673 m2 kontorareal og en uopvarmet lagerhal på 442 m2, men nu er den alt sammen ombygget til kontorarbejdspladser, mødelokaler og kantineområde.

Ifølge Tscherning er der stort set kun brugt genbrugsmaterialer i ombygningen, op mod 90 %, og flere af dem kommer fra virksomhedens egne nedrivningsprojekter:

– Vi har uden tvivl lært en masse af at ombygge vores hovedkontor, og de erfaringer tager vi med os videre, siger CEO og ejer Søren Tscherning, som i tæt samarbejde med arkitekt My Lunsjö fra 3XN GXN har valgt genbrugsmaterialer og byggeløsninger til det nye hovedkontor.

Han tilføjer:

– Det er helt afgørende ift. bæredygtighed i byggebranchen, at vi bliver bedre til at bygge med genbrugsmaterialer, og vi håber, at ombygningen af vores hovedkontor kan være med til at vise vejen og inspirere andre virksomheder, som står overfor et renoveringsprojekt.

Trivsel, et udviklende arbejdsmiljø og identitet

Materialer tæller bl.a. genanvendte loftspaneler og tegl, træklodser til vægge og betonelementer til indskudte dæk og bærende vægge.

Desuden er skrivebordene lavet af gamle gymnastiksalsgulve, stolene i kantinen er støbt af opsamlede fiskenet og fustager, og kantinebordene er lavet af bolværker fra danske havne samt affaldstræ.

Det samlede resultat bliver præsenteret i dag med reception, taler og besøg af bl.a. borgmester i Høje-Taastrup Kommune Michael Ziegler:

– Vi er utrolig stolte af, hvordan vi har formået at genbruge materialer på en ny og anderledes måde og glæder os til at vise vores nye hovedkontor frem i dag, siger Søren Tscherning og fortæller, at der ligger mange tanker og overvejelser bag projektet:

– Målet har været at skabe et hus, der både understøtter trivsel, et udviklende arbejdsmiljø og tydeligt viser husets identitet som et genbrugshus. Det synes vi i den grad, at vi er lykkedes med.

Relateret indhold