Trafikstøj er en stor belastning for mange mennesker verden over. Ifølge en ny rapport fra Det Europæiske Miljøagentur udsættes mindst én ud af fem europæere for et støjniveau, der anses som skadeligt for deres helbred. Og det er et tal, der forventes at stige i fremtiden.
I Danmark er tallene også til at tage at føle på. Mere end 28 procent af danske boliger er påvirket af trafikstøj, som ligger over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi på 58 decibel. Støjgenerne påvirker dermed mere end 1,3 million danskere, som af denne grund er udsat for en lang række helbredsmæssige konsekvenser. Mette Sørensen, seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelse, fortæller:
– Forskning viser, at trafikstøj øger risikoen for hjertekarsygdomme. I 2003 vurderede Miljøstyrelsen, at mellem 200-500 mennesker i Danmark dør for tidligt på grund af støjgener, og eftersom flere forskningsresultater er kommet til siden, kan tallet meget vel være steget i mellemtiden. Derudover forsker man lige nu i en lang række andre sygdomstilfælde, som støjgener kan være årsag til. Det er altså et stort problem, som man ikke skal tage for let på.
Afliv larm med asfalt og vinduer
Rapporten fra Det Europæiske Miljøagentur viser, at EU’s 2020-målsætning for støjreduktion ikke bliver nået. Tværtimod forventes støjforureningen at stige på grund af fremtidig byvækst og øget efterspørgsel efter mobilitet.
– For at reducere støj har vi brug for forebyggende tiltag såsom støjreducerende asfalt, støjbarrierer ved de store veje, mulighed for at sænke fartgrænser og begrænse trafikken om natten. Vi ved nemlig, at det er problematisk, når man får nattesøvnen forstyrret af støj. Derfor er det en god idé at vende soveværelset væk fra gaden. Og så er det en god idé at isolere og indsætte støjdæmpende vinduer i bygninger, fortæller Mette Sørensen.
Støj skal takles tidligt
Netop støjdæmpende vinduer er vinduesproducenten Velfac eksperter i. Derfor agerer virksomheden ofte sparringspartner, når der skal projekteres med støjreducerende vinduer i forbindelse med både nybyggeri og renovering. Ét af de vigtigste råd lyder: involver de rigtige parter og eksperter så tidligt som muligt i projekteringsfasen.
– Ved at sætte entreprenører, arkitekter og akustikere i samme rum så tidligt som muligt bliver rammerne lagt fra starten. På den måde kan alle input blive afstemt, hvilket er med til at sikre den bedst mulige løsning til den enkelte bygning, forklarer John Christian Asmussen, projektsalgsdirektør hos Velfac. Han fortsætter:
– Der kan være en enorm forskel på behovet for støjreduktion fra projekt til projekt, ligesom rumstørrelser og arkitekturen naturligvis også spiller en stor rolle. Derfor er det helt afgørende, at også leverandørerne så tidligt som muligt bliver inddraget, da det øger sandsynligheden for, at løsningen kommer til at indfri kravene og forventningerne.