Svendebrev og internet i hele landet

Økonomisk konsulent Maria Schougaard Berntsen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Økonomisk konsulent Maria Schougaard Berntsen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Det er svært at drive virksomhed, hvis internetforbindelsen eller mobilsignalet svigter, og kunderne ikke kan komme i kontakt med dig.

Med aftalen om ‘Vækst og udvikling i hele Danmark’ rykker betingelserne for at drive virksomhed og bo i yderområderne et skridt i den rigtige retning. Frem mod 2020 indeholder aftalen blandt andet 153 millioner kroner, der er afsat til en styrkelse af erhvervsudvikling i yderområderne, 366 millioner kroner til tiltag der kan forbedre mobiliteten i arbejdskraften og 200 millioner kroner til bredbånd uden for byerne.

Digital infrastruktur i form af bredbånd kan virke banalt, hvis man har sin daglige færden i storbyerne, men for mange mennesker er det hverdag at skulle lede efter signal, og bredbånd er lukket land. Bredbånd er stærkt tiltrængt. I 2016 bør det være indlysende, at man ikke kan drive sin virksomhed optimalt, hvis man skal gøre det i en osteklokke.

Hjælper de unge

Vækstpakken giver også erhvervsskolerne mulighed for at oprette satellitafdelinger i områder, hvor der er langt til nærmeste erhvervsuddannelse.

Der bliver også oprettet en ny pulje på 4,5 millioner kroner i 2016-2017 og 5,5 millioner kroner årligt i 2018-2019, der kan støtte elever, der er i virksomhedspraktik i et yderområde og har behov for at bo på en kostafdeling.

Vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft i byggeriet i 2018, og derfor skal vi sikre os, at unge ikke skubbes væk fra branchen, fordi der er langt til erhvervsskolen, eller må takke nej til en læreplads, fordi det bliver for dyrt at betale to huslejer i lærlingetiden.

Puljen målrettet praktik i yderområderne hjælper de unge til at være mobile, mens satellitafdelinger bringer skolen tættere på eleven. Det må ikke blive udsigten til to timers transport hver dag og en køreplan med få afgange, der får den unge til at vælge livet som faglært fra.

Relateret indhold