Reformer er andet end boligskat

Administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Dansk Byggeri er åbne overfor en provenuneutral omlægning fra skat på arbejde til boligbeskatning som element i en kommende skattereform, når det nuværende boligskattestop udløber i 2020.

Men man er nødt til at holde sig den rigtige rækkefølge for øje. Den vigtigste opgave her og nu er at få genskabt tilliden til og få styr på ejendomsvurderingerne, herunder den fornødne retssikkerhed og et troværdigt BBR-register. Uden dette, ingen boligskattereform.

Samtidig understreger vi i Dansk Byggeri, at der er behov for mange andre reformer end på boligskatteområdet.

Fra passiv til aktiv deltagelse

Det er lavvæksten, produktiviteten, investeringerne og for mange på passiv forsørgelse, der er de største strukturelle udfordringer i dansk økonomi, og derfor skal der sættes fut under en endnu bredere reformdagsorden end i dag.

Alle, der kan forsørge sig selv, bør også gør det. Hertil kommer et behov for at udvide arbejdsudbuddet. Der kan fortsat ske fremrykning på pensions- og efterlønsområdet. Vi ser gerne, at politikerne tør gå videre end formandsskabet, som næsten afstår fra anbefalinger på dette område – til trods for, at DØR selv fremhæver den positive effekt af de allerede gennemførte reformer.

Man kan ikke spare sig til vækst

Dansk Byggeri beklager, at kortsigtet kassetænkning i alt for høj grad medfører udsættelser og aflysninger af samfundsøkonomiske nyttige investeringer på blandt andet infrastrukturområdet.

Det er indlysende, at rentable investeringer skal gennemføres. Hvis det er god forretning at bygge en bro, spænder vi ben for os selv ved at undlade at investere. Man kan ikke spare sig til vækst. Og derfor skal politikerne heller ikke stramme mere op end allerede planlagt i finanspolitikken.

Relateret indhold