Europa-Parlamentet sendte i dag et stærkt signal til alle europæere, der bliver udsat for asbest i hverdagen – ikke mindst de ansatte i bygge- og anlægssektoren. Plenarforsamlingen vedtog i dag en rapport om beskyttelse af arbejdstagere mod asbest med et overvældende flertal: 675 medlemmer stemte for og kun 2 stemte imod.
Danske Nikolaj Villumsen (Ø) har været hovedarkitekt på rapporten og med dagens sejr i Europa-Parlamentet kan han nu med opbakning fra hele den politiske og geografiske bredde i EU sende et sæt håndfaste anbefalinger videre til Kommissionen.
Asbest er for alvor kommet på EU’s dagsorden efter, at Kommissionen med sin renoveringsbølge annoncerede, at der skal energirenoveres 35 millioner bygninger på tværs af EU. Det vil føre til, at tusindvis af bygge- og anlægsarbejdere skal håndtere bygninger med asbest over de næste mange år. På den baggrund har Kommissionen sat sig for at revidere asbestdirektivet, og her vil rapportens mange forslag blive afgørende.
Et af rapportens hovedkrav er, at Kommissionen igangsætter en egentlig asbeststrategi, der skal sikre en sikker fjernelse af al asbest i Europa. Et af de centrale værktøjer er en nedsættelse af grænseværdien til maksimalt 0,001 fibre/cm3, hvilket svarer til en hundrededel af den nuværende, europæiske grænseværdi. Derudover anbefaler rapporten en indførelse af obligatorisk asbestscreening af bygninger, indførelse af offentlige nationale asbestregistre, bedre kompensation til ofre med følgesygdomme af asbestpåvirkning m.m.
Hos BAT ser vi meget positivt på rapportens anbefalinger og opfordrer Kommissionen at medtage så mange af dens anbefalinger som muligt i deres kommende arbejde. Med over 30.000 og 90.000 asbestdødsfald om året i Europa er det afgørende at handle hurtigt på området.
Med dagens flertal har Europa-Parlamentet sendt et klart signal til Kommissionen om, at man forventer handlekraft på området. Men derudover har Parlamentet også sendt et signal til EU’s medlemslande om behovet for national handling.
Beskæftigelsesministeren nævnte i et samråd den 6. oktober, at han ville indkalde de danske partier til drøftelser om behovet for en ny asbestarbejdsgruppe. Den kunne med fordel søge inspiration i Europa-Parlamentets rapport.