Det kendte Østerbro-kvarter, Nyboder, har næsten 400 år på bagen. I dag fungerer Nyboder som lejeboliger for Forsvarets ansatte og administreres af Forsvarets Bygnings Etablissement.
De ikoniske gule og grå stokke, der siden 1944 har været fredede, er genstand for løbende udbedring og vedligehold af alt fra tagkonstruktioner til ud- og indvendige facader.
Løsningen kombinerer høj dækkeevne og korte tørretider med en række helt specielle funktioner i forhold til absorption, indkapsling og forsegling.
Flemming Nielsen Malermester
Øget skimmelrisiko
Ikke mindst fugtbekæmpelse udgør en vigtig dimension i vedligeholdelsen af den dårligt isolerede bebyggelse. En stor del af boligerne er opført direkte på jorden, og den opstigende fugt skaber ideelle vækstbetingelser for skimmelsvamp.
Per Lundgaard er arkitekt hos Fogh og Følner Arkitektfirma A/S, der siden 2014 har ageret totalrådgiver i forbindelse med renoveringen af Nyboder. Han fortæller:
– Problemet er grundfugt. Boligerne har ikke udluftede kældre, idet gulvene i stueetagen er placeret direkte på jorden. Samtidig bidrager et sekundært grundvandsspejl, der til tider står højt, til den opstigende fugt. Da husenes sokler ikke har vandafledende dræn på ydersiden, og eftersom hverken gulve eller sokler er fugtsikrede, stiger grundfugten op i konstruktionerne. Her afgives den blandt andet til beboelsesrummene, hvor kombinationen af uisolerede ydervægge, utilstrækkelig opvarmning og manglende ventilation resulterer i kolde og opfugtede vægge.
Ud over de helbredsmæssige konsekvenser for beboerne kan fugtgener være hård kost for et så gammelt byggeri som Nyboder. Bekæmpelse af dette problem står derfor højt på dagsordenen i forbindelse med vedligeholdelsen, og hver enkelt bolig har gennem byggeriets langvarige historie undergået forskellige fugtbekæmpende tiltag.
Ny effektiv maling
Ikke mindst de indvendige facadevægge spiller en vigtig rolle i vedligeholdsindsatsen. Hver gang en beboer fraflytter, males væggene derfor med en funktionsmaling baseret på mikroporøs matrixteknologi, der udover at lydisolere også bekæmper skimmel og stopper fugtproblemer.
Blandt de udførende, der er beskæftiget med at holde fugten fra døren i københavnerbydelen, er Malerfirmaet Flemming Nielsen, der gennem de sidste 14 år har lavet indendørs overflader i Nyboders lejeboliger. Malermester Flemming Nielsen fortæller om systemet, der i snart 10 år er blevet anvendt til indervæggene:
– Drytech Biorid giver i få lag en effektiv beskyttelse mod skimmel og fugt. Løsningen kombinerer høj dækkeevne og korte tørretider med en række helt specielle funktioner i forhold til absorption, indkapsling og forsegling. Derfor har det vist sig at være det bedste og mest effektive våben i kampen mod skimmel og fugt i den gamle bydel, afslutter han.