Årets Murer 2016 blev Murerfirmaet Balthervin. Firmaet, der også vandt prisen i 2013 og siden er vokset fra én til otte mand, har i årets løb markeret sig stærkt i kundernes bevidsthed takket være sin benhårde servicesatsning. Derfor var det også en tydeligt bevæget murermester Kenneth Balthervin, der tog imod den prestigefyldte pris på scenen i en stuvende fuld Cirkusbygning i København.
– Den her pris er først og fremmest en anerkendelse af mine dygtige medarbejdere og deres fremragende serviceindsats ude hos kunderne. Vores vigtigste aktiv er faktisk ikke kunderne, men vores medarbejdere. Jeg er sindssygt stolt af, hvordan I behandler kunderne, så denne pris er til jer, sagde Kenneth Balthervin til medarbejderne, da virksomheden var blevet kåret som Årets Murer 2016.
Vores vigtigste aktiv er faktisk ikke kunderne, men vores medarbejdere. Jeg er sindssygt stolt af, hvordan I behandler kunderne, så denne pris er til jer.
Kenneth Balthervin Ejer, Murerfirmaet Balthervin
Efterfølgende uddybede han til Dagens Byggeri:
– Hos os er det vigtigste at udføre så godt arbejde som muligt, og det ved medarbejderne. Indimellem bliver vi valgt fra på grund af prisen, men hvis vi ligger midt i feltet, så oplever vi, at vi oftest får ordren. Kunderne ved godt, at kvalitet koster lidt. Vi har aldrig forladt en utilfreds kunde. Hvis der sker en svipser, så tager vi hellere et tab på opgaven – det er ganske enkelt bedre forretning. Vi opfordrer alle vores kunder til at skrive en anmeldelse af vores arbejde, for når de skriver et par ord om deres oplevelse, så virker det rigtig stærkt på kommende kunder.
Prisen, i form af den velkendte bronzestatuette med påskriften “Smiley Håndværk – Din Garanti”, blev overrakt på scenen af Ardex, der er blandt de førende producenter af væg- og gulvmaterialer til murere, gulvlæggere og malere.
Virksomheden står bag FlisePartneren, som sponserede murerkategorien ved prisuddelingen. Siden lanceringen i efteråret 2014 er FlisePartneren blevet et populært partnerskab for murerfirmaer over hele landet. De har via FlisePartneren blandt andet mulighed for at opkvalificere sig i vådrum, storformatfliser og radonsikring. Og ligesom Murerfirmaet Balthervin var hele fire andre af de seks nominerede firmaer i murerkategorien med i partnerskabet.
Komplekst marked
– Håndværkerne er hverdagens helte, som ikke kun skal levere i forhold til den aftalte kvalitet, pris og tidsplan. De skal også holde sig ajour med udviklingen inden for arbejdsmiljø, byggejura, nye produkter og meget mere i et marked, som bliver stadigt mere komplekst, siger adm. direktør Michael Nielsen fra Ardex om baggrunden for FlisePartnerens sponsorat og uddyber:
– Vi vil derfor gerne hylde de mange firmaer, som hver dag leverer varen ude hos kunderne med håndværk og service fra øverste hylde. Det gælder selvfølgelig i særdeleshed Murerfirmaet Balthervin, som nu fuldt fortjent er blevet kåret til Årets Murer 2016.
Hos Ardex blev festlighederne i forbindelse med Årets Håndværker skudt i gang straks efter fyraften onsdag. Her varmede omkring 120 FlisePartnere, øvrige kunder, forhandlere og samarbejdspartnere op til awardshowet med pølsebord og live-jazz i Ardex’ hovedsæde i Herlev.
Derefter gik turen i busser ind til den røde løber foran Cirkusbygningen, hvor gæsterne ankom i alt fra limousiner til entreprenørmaskiner. I alt var flere end tusind spisende gæster i løbet af aftenen med til at hylde de 82 nominerede håndværksfirmaer og fejre de 14 prisvindere.
– Kåringerne til Årets Håndværker er en fantastisk anledning til at slå et slag for det gode, solide håndværk, der kendetegnes af høj faglig kvalitet og fremragende service. Det er også de værdier, som vi lægger vægt på i FlisePartneren, der netop handler om at klæde murerne bedst muligt på til deres arbejde hos kunderne, slutter Michael Nielsen.