Klimabevidstheden i den danske befolkning er støt stigende

En væsentlig andel af landets boligejere planlægger konkret at gøre deres bolig mere energieffektiv. Bygningspuljen og de stigende energipriser vil sætte yderligere skub i udviklingen, vurderes det.
Små 40 % af de danske boligejere forventer at energirenovere deres bolig i løbet af de næste fem år. Foto: Getty Images
Små 40 % af de danske boligejere forventer at energirenovere deres bolig i løbet af de næste fem år. Foto: Getty Images

Fra undersøgelsen

  • Hvor sandsynligt er det, at du renoverer din bolig for at gøre den mere klimavenlig i løbet af de næste fem år?
  • Meget sandsynligt: 9 %
  • Sandsynligt: 30 %
  • Usandsynligt: 29 %
  • Meget usandsynligt: 21 %
  • Ved ikke: 11 %
  • Kilde: Epinion-undersøgelse foretaget for Nybolig

En mere energivenlig bolig, der samtidig er god for både miljøet og husholdningsregnskabet, står over de næste fem år højt på ønskelisten hos fire ud af ti boligejere. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Nybolig.

Adspurgt om hvor sandsynligt det er, at de renoverer deres bolig for at gøre den mere klimavenlig i løbet af de næste fem år, svarer 39 %, at det er enten sandsynligt eller meget sandsynligt. 21 % finder det meget usandsynligt, 29 % svarer usandsynligt mens 11 % ikke ved, om de vil energirenovere deres bolig.

– Det er positivt, at så stor en andel af landets boligejere planlægger at energioptimere deres bolig inden for en kort årrække. Energioptimeringer af boligen er både godt for boligejernes pengepung og tjener samtidig et større formål ved at bidrage til dem samlede grønne omstilling i Danmark, siger pressechef i Nybolig, Alexander Falck Winther.

Flere gode grunde

Ifølge Nybolig er der mange fordele ved at energioptimere sin bolig – specielt hvis den er af ældre dato.

– Energirenovering er en investering, der hurtigt kan mærkes positivt på elregningen, og samtidig kan en forbedring af boligens energimærke øge boligens værdi, når den senere skal sælges. Samtidig kan udskiftning fra et gammelt oliefyr til en varmepumpe nedbringe boligens samlede CO2-udledning, siger Alexander Falck Winther.

Desuden kan energiforbedringer i boligen forbedre ventilation og isolering af boligen, som fremmer den oplevede sundhed ved at bo i boligen. Bedre isolerede døre og vinduer kan også medføre færre støjgener fra gader og vej.

Stigende energipriser sætter turbo på

At 50 % af de adspurgte i Nyboligs undersøgelse omvendt ikke umiddelbart har planer om energioptimering af deres bolig, kan der være flere årsager til, lyder det fra ejendomsmæglerkæden.

– Dels bor en del danskere i boliger af nyere dato, hvor energioptimering endnu ikke er nødvendigt, og så har en del danskere allerede foretaget energioptimering af deres bolig hen over de senere år, siger Alexander Falck Winther.

Ifølge Nybolig vil den seneste tids stigende energipriser være med til at sætte ekstra skub i den grønne omstilling – også af boligmassen.

– Vi forventer, at den seneste tids markante prisstigninger på især strøm og gas vil motivere flere danskere til at klimaoptimere deres bolig for at nedbringe energiudgifterne, siger Alexander Falck Winther.

En kærkommen håndsrækning

Der er nu allerede god gang i energiforbedringerne derude. Tal fra Energistyrelsen viser, at der i 2021 blev solgt knap 24.000 luft-vand- og væske-vand-varmepumper og knap 50.000 luft-luft-varmepumper svarende til en samlet stigning på 56 % i forhold til året før.

– Faktisk så er salget af luft-vand- og væske-vand-varmepumper nu væsentligt større end salget af naturgasfyr. Med de nye tal har salget af disse pumper desuden fået et gevaldigt løft i forhold til udviklingen de seneste seks år, hvor den gennemsnitlige, årlige vækst har været på 30 %, siger Troels Hartung, chefkonsulent hos Tekniq Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

Han begrunder blandt andet stigningen med, at muligheden for at få støtte via Bygningspuljen eller Håndværkerfradraget har været en kærkommen håndsrækning til mange boligejere, når de overvejede, om det var på tide at udskifte oliefyr eller naturgas med en mere miljøvenlig og økonomisk løsning.

Relateret indhold