Bygge- og anlægsbranchen står for 33 % af det samlede materialeforbrug, 24 % af det samlede energiforbrug og 40 % af den samlede affaldsmængde i Danmark.
Det viser en rapport fra Byggeriets Handletank for Bæredygtighed fra januar 2024.
Samtidig stiger befolkningstallet og dermed også behov for flere boliger.
Én løsning kan være øget brug af træ og biobaserede materialer, og på Teknologisk Institut i Taastrup skal nu rejses en 340 m2 stor bygning i to etager, som er baseret på en bærende konstruktion af limtræsøjler og -bjælker samt etagedæk i krydslamineret massivtræ, CLT, og lette facader af træ.
Læs også: FN’s klimaforum i Paris: Arup præsenterer håndbog over biobaserede materialer
Bygningen, Build-in-Wood Demonstrator, er designet til netop at afprøve og videreudvikle brugen af træ og andre biobaserede materialer, som kan bidrage til den grønne omstilling i byggeriet.
– Byggebranchen står for 22 % af Danmarks CO2-aftryk, så det er nødvendigt med innovation og nytænkning for at reducere det aftryk, siger adm. direktør Juan Farré, Teknologisk Institut.
– Træbyggeri er én af løsningerne, men det byder på en række tekniske udfordringer, som kræver forskning, innovation og afprøvning. Ved at opføre test- og demonstrationsfaciliteter i fuldskala gør vi det nemmere for vi byggebranchen at gå nye veje. Vores mål er at bidrage aktivt til udviklingen af mere bæredygtigt byggeri, som også giver muligheder for dansk eksport og arbejdspladser, tilføjer han.
Waugh Thistleton Architects er arkitekt på projektet, mens Adserballe & Knudsen er entreprenør.
Adskillelse og digital tvilling
Selve konstruktionen har særligt fokus på akustik, fugt og brandsikkerhed, og så er bygningen designet til adskillelse, da stort set alle bygningsdele kan udskiftes.
– Testbygninger som Build-in-Wood Demonstrator er meget sjældne, og flere kommercielle producenter har allerede udtrykt interesse i at anvende bygningen til eftervisning og demonstration af materialer og byggetekniske løsninger, fortæller direktør Mette Glavind, Teknologisk Institut.
Læs også: Opfører hamphus på seks måneder – fylder det med måleudstyr
Hun tilføjer:
– Sideløbende med det fysiske byggeri opbygges en digital tvilling, der kan følge bygningens tilstand og behov for vedligehold, som holder styr på alle detaljer og kan være med til at dokumentere materialernes effekter og vedligeholdelsesbehov.
Build-in-Wood Demonstrator er finansieret af Teknologisk Institut, EU-projektet Build-in-Wood, og ca. 20 sponsorer bidrager med materialer og komponenter til bygningen. Build-in-Wood er et fælleseuropæisk innovationsprojekt, der har til formål at fremme brugen af træ i byggeindustrien.
Bygningen forventes at stå færdig i august 2024.