Udenlandsk kapital holder sig væk fra dansk ejendomsmarked

Boligsegmentet er fortsat markedets største, og det er danske investorer, der står for langt størstedelen af investeringerne.
Udsigt over tage i København
I juli stod tegnede internationale investorer sig for 7 % af transaktionsvolumen. Foto: Gettyimages.

Nye tal fra Erhvervsmæglernes Branchedata viser for juli 2026 en samlet transaktionsvolumen år-til-dato på 37,5 mia. kroner, hvilket er 3,5 mia. kroner lavere end i samme periode sidste år.

Tilbagegangen forklares med en langsom start på året, for årets juli bød på en transaktionsvolumen på 3,2 mia. kroner, og det er 900 mio. kroner – eller 40 % – over niveauet i juli 2025 og 2,0 mia. kroner (178 %) over niveauet i juli 2024.

Samtidig ligger transaktionsvolumen i juli væsentligt over gennemsnittet på 2,8 mia. kroner for årets første kvartal.

I årets første syv måneder er der samlet registreret 995 transaktioner.

Læs også

Modsatrettede tendenser præger boligmarkedet

Ifølge tallene tiltrak boligejendomme fortsat størstedelen af investorernes interesse i juli, og en fordeling af de handlede ejendomstyper for juli 2026 ser således ud (afrundet):

  • Bolig: 51 %
  • Hotel: 19 %
  • Detail: 17 %
  • Kontor: 8 %
  • Industri og logistik: 4 %
  • Andet: 1 %
Læs også

“Løsningen”, der øgede ubalancen på et todelt boligmarked

– Det geopolitiske bagtæppe påvirker investorernes prioritering af segmenter og ejendomme med stabile indtægtsstrømme og langsigtede vækstdrivere, forklarer Jacob Lund, der er CEO og partner hos Savills, på vegne af Erhvervsmæglernes Branchedata:

– Det kommer især fortsat boligsegmentet til gode, som også denne måned har været den væsentligste drivkraft på investeringsmarkedet. Den vedvarende interesse for attraktive boligejendomme ses tydeligt i flere af månedens største handler og det forventer vi fortsætter, uddyber han.

Læs også

Boligforeninger ser frem til politisk handling: Flere boliger og bofællesskaber

I de nyeste data for juli måned er det værd også at bemærke hotel- og detailsegmentet, som udgjorde henholdsvis 19 % og 17 % af transaktionsvolumen, primært drevet af enkelte store handler. Det ændrer ikke ved boligsegmentets position som den dominerende aktivklasse, men illustrerer, at der fortsat er investorinteresse for udvalgte aktiver uden for boligsegmentet.

Tendens præger store dele af Europa

Opgørelsen viser, at danske investorer fortsætter med at dominere transaktionsmarkedet.

I juli stod de for hele 93 % af transaktionsvolumen, mens deres andel for året som helhed udgjorde 76 %. Internationale investorer tegnede sig tilsvarende for henholdsvis 7 % og 24 %.

Til sammenligning stod danske investorer for 81 % af volumen i juli 2025 og 56 % af den samlede transaktionsvolumen til og med juli sidste år.

Læs også

Nationalbanken advarer mod ”forventningsdrevet” boligmarked og ”overoptimisme”

– Den internationale kapital er endnu ikke for alvor vendt tilbage til det danske ejendomsmarked, siger Jacob Lund.

– Den afdæmpede cross-border aktivitet er dog ikke et særskilt dansk fænomen, men en tendens, der præger store dele af Europa. Det mest bemærkelsesværdige er derfor den fortsatte investeringsaktivitet til trods, som vidner om, at de fundamentale forhold i det danske ejendomsmarked fortsætter med at være både stærke og attraktive, tilføjer han.

Erhvervsmæglernes Branchedata er et samarbejde mellem CBRE, Colliers, EDC Erhverv Poul Erik Bech, Newsec, Nordicals og Savills.

Relateret indhold