Takker nej til kapitalfonde og gennemfører 3. generationsskifte

Med mere end 100 års historie er det ikke ligegyldigt, hvordan anlægsgartnerfirmaet Sven Bech drives videre i fremtiden, og derfor indtræder to yngre og betroede medarbejdere nu i ejerkredsen.
Øverst fra venstre: Mikael Daugaard Jensen og Michael Albrechtsen. Nederst fra venstre: Henrik Dall, Lars Christian Jensen og Michael Dall.

Anlægsgartnervirksomheden Sven Bech har eksisterende i over 100 år, og med sine stolte traditioner i bagagen har ledelsen takket nej til flere tilbud fra kapitalfonde.

I stedet har virksomheden ved årsskiftet indledt sit tredje generationsskifte ved, at afdelingscheferne Mikael Daugaard Jensen og Michael Albrechtsen er trådt ind i ejerkredsen, hvor de skal være med til at sikre virksomhedens udvikling og bevare dens sociale profil.

Læs også

Generationsskifte i familievirksomhed: Vi skal fortsat udfordre os selv

– Det har været meget vigtigt for den nuværende ejerkreds, at Sven Bech fortsætter med at være en god og familiær arbejdsplads. Det har været vores DNA lige fra starten i 1921, og det vil vi ikke ændre på. Derfor er vi også utroligt glade for, at der nu er kommet to yngre og meget betroede medarbejdere med i ejerkredsen, siger direktør Michael Dall.

Skrevet ind i den store historiebog

Entreprisechef Mikael Daugaard Jensen, der kom til Sven Bech i 2002, føler det som en meget stor ære at være blevet budt indenfor i ejerkredsen, fortæller han:

– Det er lidt som at få et klap på skulderen og samtidigt blive skrevet ind i den store historiebog.

Læs også

Ambitiøst opkøb: Modulbygger vil være førende

Han tilføjer:

– Jeg tror, alle er glade for, at virksomheden kan fortsætte som et ’familiefirma’ – også selvom vi formelt set ikke er i familie med hinanden. Men det er sådan, det føles i hverdagen. Der er nogle bånd og en social ansvarlighed, som man ikke finder ret mange andre steder.

– Som om, firmaet var mit eget

Kloakafdelingens chef, Michael Albrechtsen, der gennem sine 25 år også er blevet en integreret del af ’familien’, fortæller:

– Der var på et tidspunkt nogle af medarbejderne, som begyndte at sige, at de ikke arbejdede hos Sven Bech, men at de var Sven Bech. Sådan har jeg egentlig også haft det. Jeg har tænkt og arbejdet som om, firmaet var mit eget, og det er en del af det så blevet nu.

Læs også

Efter opkøb: Stolt over at have opbygget en virksomhed, folk tror på

Han fortsætter:

– Jeg tror, Mikael Daugaard har det på samme måde, og dermed kommer der heller ikke til at ske de store forandringer. Alle – inklusive de tre gamle ejere – fortsætter på deres poster og som medejere.

Efter udvidelse af ejerkredsen består den nu er direktør Michael Dall, afdelingschef Grøn-afdeling, Lars Christian Jensen, afdelingschef Grå-afdeling, Henrik Dall, afdelingschef Entreprise-afdeling, Mikael Daugaard Jensen, og afdelingschef Kloak-afdeling, Michael Albrechtsen.

Relateret indhold