Henrik Støwer Petersen, tidligere CEO for Mountain Top, der forhandler livsstilsorienteret pickup-tilbehør, overtager til efteråret ledelsen i den største nordiske el-tavleproduktionsgruppe tic elkas/Eegholm Group.
Han kommer med betydelig global industriel ledererfaring og tilfører ekspertise inden for forretningsudvikling, internationalt salg, produktion og organisatorisk udvikling.
Han tiltræder som CEO den 1. september. Han får derfor en måned sammen med nuværende koncernchef, Frank Müntzberg, der går på pension den 1. oktober.
Imponerende vækst
Frank Müntzberg tiltrådte som CEO for tic elkas i 2017, og har bl.a. sørget for en imponerende vækst. Siden 2017 er virksomheden gået fra 60 ansatte i Danmark og 5 i Litauen til i dag 4 fabrikker i Danmark, 1 i Polen, 2 i Litauen og 450 medarbejdere fordelt i de tre lande.
Elektrikerne har travlt – men manglen på hænder truer forude
Bestyrelsesformand, Morten Østergaard, siger:
– Vi er taknemmelige for Franks dedikerede indsats i at forme vores virksomhed til det, den er i dag. Vi har fået en stærk start på at opnå vores vision om at blive den førende aktør i Nordeuropa inden for eltavler og relaterede services.
Virksomheden kan til efteråret også byde velkommen til en ny COO, Jon Friedrich, som bidrager med en stærk specialisering inden for LEAN-processer og operationel optimering. Bortset fra tilføjelsen af Henrik Støwer Petersen og Jon Friedrich forbliver resten af ledelsen intakt.
Passer fremragende ind
En af Frank Müntzberg sidste, men meget markante aktioner som gruppens CEO bliver formentlig opkøbet af den norske el-tavleproducent, Elcor. Den norske virksomhed slutter sig til tic elkas/Eegholm-gruppen, så snart handlen er godkendt af myndighederne.
Partner i kapitalfonden Axcel, der købte tic elkas/Eegholm-gruppen i efteråret 2023, Christoffer Müller, siger:
– Elcor passer fremragende ind i gruppen med sine dygtige medarbejdere og stærke position på det norske marked. Takket være dette partnerskab mellem førende aktører i industrien, er gruppen nu et skridt tættere på at blive markedsleder i Nordeuropa.
Lindab opkøber danske ventilationsvirksomhed
Knut Husebø, adm. direktør for Elcor, siger:
– At være en del af denne gruppe giver os mulighed for at skalere nogle af de produktionsidéer, der har vist sig særdeles effektive for os og integrere dem i større skala.