I dag afholder DI og Københavns Kommune konference i Industriens Hus under overskriften: “Mere offentligt byggeri for pengene”, og det er præcis hovedstadens store udfordring de kommende år.
Der skal ifølge dagbladet Børsen nemlig spares ti procent om året i byggeudgifter, en besparelse på cirka 150 millioner kroner.
Vi skal sikre høj kvalitet, men samtidig kan vi også se, at de samlede økonomiske ressourcer gør, at vi hele tiden skal optimere værdien af vores skattekroner …
Overborgmester Frank Jensen Københavns Kommune
Byen vokser med cirka 100.000 borgere i løbet af de kommende 10-12 år.
– De mange nye københavnere betyder, at vi har behov for flere boliger, skoler, fritidsfaciliteter og kultur- og daginstitutioner. Vi skal sikre høj kvalitet, men samtidig kan vi også se, at de samlede økonomiske ressourcer gør, at vi hele tiden skal optimere værdien af vores skattekroner, og hvad vi får for dem, siger overborgmester Frank Jensen til Børsen.
Mere samlebånd
En måde at spare på, er at lave mere ensartet byggeri, så man ikke skal opfinde noget helt nyt, næste gang en ny institution besluttes.
Konferencen hos DI har til formål at sætte fokus på, hvordan offentlige bygherrer og byggeriet i fællesskab kan nedbryde barrierer for innovation og øget produktivitet i det offentlige byggeri. Konferencen giver mulighed for, at byggeriet kan give svar på, hvordan offentlige bygherres praksis indvirker på innovation og produktivitet i byggeprocessen.
Desuden vil Københavns Kommune, som landets største offentlige bygherre, løfte sløret for, hvordan længerevarende strategiske partnerskaber fremover vil danne grundlag for et tættere samarbejde med byggeriet om Københavns Kommunes byggerier.