– Det er bare gået så godt. Han styrer det bare!
Sådan lyder det fra den stolte træner, den pensionerede murer Sten Johansen, om den 18-årige Mikkel Pryn fra Sandholt og Pedersen, der imens ordene falder, arbejder meget målrettet og koncentreret med mørtlen.
Det er fredag eftermiddag, og Mikkel Pryn har været i gang siden torsdag, hvor konkurrencen begyndte. Han har indtil i morgen, lørdag, til at fuldføre opgaven, som han ifølge træneren kender rigtig godt.
– Han har muret det 10 gange op til konkurrencen. Han kender den opgave så godt, at han kan huske målene i hovedet, siger Sten Johansen.
Han spår Mikkel til at gå rigtig langt i finalen, og det har han især ét argument for.
– Han er helt unik. Han har en helt særlig sans for planlægning, siger Sten Johansen.
Tid er afgørende
Ifølge ham kan netop den kompetence være afgørende.
– Enhver gedebuk kan løse den opgave. Det handler ikke kun om at lægge stenene korrekt, men om at gøre det godt på den tid, der er. Nøglen ligger i at raffinere sine arbejdsgange, så man sparer tid og arbejder så klogt som muligt. Samtidig handler det om at bruge al den tid, man har til rådighed, så man kan nå at finpudse, siger Sten Johansen.
Mikkel Pryn er blot en ud af omkring 300 talentfulde elever fra landets erhvervsskoler, som deltager til DM i Skills og dyster om at blive Danmarks bedste inden for deres fag.
Konkurrencen foregår i Næstved og slutter lørdag.
Udover konkurrencerne er der også udstillingsstande, hvor man kan prøve forskellige håndværksfag og høre mere om uddannelserne.
Prisoverrækkelsen foregår lørdag med besøg fra blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen.