I 2007 fik Trine Richter en lidt skæv ide, som kulminerede i sidste uge med åbningen af Green Solution House i Rønne. Undervejs har hun kæmpet med fordomme, Jantelov og løbende tvivl omkring hendes evner til at realisere et stort og nyskabende byggeprojekt.
Ikke desto mindre er Trine Richter netop blevet præmieret med den prestigefyldte Womenomics Innovative Entrepreneurship Award for skabelsen af det verdensførende miljøbyggeri på Bornholm.
I min optik mangler byggebranchen kvindelig logik, sans for logistik og ikke mindst fokus på brugen af bygningerne.
Trine Richter Green Solution House
Hårdt og håbløst
Det skete på konferencen Womenomics CPH, der sætter fokus på, at kvinder udgør et uudnyttet potentiale i dansk erhvervsliv. Et forhold som Trine Richter erklærer sig enig i via sine egne oplevelser med Green Solution House.
– I min optik mangler byggebranchen kvindelig logik, sans for logistik og ikke mindst fokus på brugen af bygningerne. At skabe noget nyt og innovativt i en traditionel og mandsdomineret verden som byggebranchen har været hårdt og til tider håbløst. Hovedparten af dem, der har troet på mig undervejs, har været kvinder, som har delt deres netværk, lyttet og er kommet med konstruktive ideer, sagde Trine Richter efter overrækkelsen af den prestigefyldte pris.
Bedre afkast
Budskaberne på konferencen blev understøttet af en international undersøgelse fra konsulentvirksomheden McKinsey & Company. Den afslører en sammenhæng mellem kønsdiversitet og virksomheders finansielle resultater. Virksomheder med høj kønsdiversitet har således op til 15 procent større sandsynlighed for at opnå et finansielt afkast, der overstiger det nationale gennemsnit.
Samtidig indikerer andre undersøgelser, at blandede ledelsesgrupper og bestyrelser ofte opnår forbedret beslutningsevne, bedre rekruttering og øget medarbejdertilfredshed i forhold til ledelsesgrupper og bestyrelser, der udelukkende består af mænd.
Foruden Trine Richter blev også EU-kommissær Connie Hedegaard samt virksomhedsrådgiver og samfundsdebattør Soulaima Gourani belønnet med priser for deres indflydelse på dansk og internationalt erhvervsliv.