FRI: Regeringen fejler i grøn omstilling

FL17 og 2025-planen når ikke i mål med den grønne omstilling, mener Foreningen af Rådgivende Ingeniører FRI.
FRI undrer sig over, at der hverken i Forslag til finanslov 2017 eller i 2025-planen er fundet midler til at understøtte den del af den grønne omstilling, der ikke omhandler energiproduktion. Foto: Colourbox.
FRI undrer sig over, at der hverken i Forslag til finanslov 2017 eller i 2025-planen er fundet midler til at understøtte den del af den grønne omstilling, der ikke omhandler energiproduktion. Foto: Colourbox.

Omlægningen af PSO’en fra afgift til finanslov skal sikre, at der også fremadrettet investeres langsigtet i grøn omstilling og vedvarende energi. Foreningen af Rådgivende Ingeniører FRI siger, at det naturligvis er positivt, at der er fremlagt en plan for den grønne omstilling på energiområdet, men regeringen forsømmer fuldstændigt den grønne omstilling af resten af samfundet.

Regeringens forslag til afskaffelse af PSO-afgiften finansieres blandt andet ved at aflyse udbud af kystnære havvindmøller, indføre prisloft på bud for havmølleparken Kriegers Flak og ved at afskaffe en række grønne puljer og ordninger, som bidrager positivt til den grønne omstilling. Og det kan blive en dyr fornøjelse for danske virksomheder, mener erhvervspolitisk chef i FRI, Ulrik Ryssel Albertsen.

– Den pludselige opbremsning giver en meget uheldig stop-and-go effekt for de virksomheder, der har planlagt og gearet deres organisation og produktionsapparat med udgangspunkt i de rammevilkår, der nu forsvinder over night. Det koster simpelthen millioner på bundlinjen, når rammevilkårene ændres radikalt, siger han i en pressemeddelelse.

Grøn omstilling

FRI fremhæver, at regeringen med en ny eksportstrategi i hånden ønsker at gøre Danmark til en grøn eksportsupermagt og vores virksomheder til de foretrukne samarbejdspartnere ude i verden. Derfor undrer FRI sig over, at der hverken i Forslag til finanslov 2017 eller i 2025-planen er fundet midler til at understøtte den del af den grønne omstilling, der ikke omhandler energiproduktion.

– Der er et kæmpe vækstpotentiale i at satse på grøn omstilling og cirkulær økonomi. Derfor mener FRI, at regeringen bør afsætte midler til at understøtte den grønne omstilling. Eksempelvis ved at genindføre den Grønne Omstillingsfond, som regeringen lukkede ned ved årsskiftet. Her kunne virksomheder få støtte til grøn omlægning af deres forretning, for eksempel via intern ressourceoptimering, via anvendelse af nye cirkulære forretningsmodeller, eller ved at færdigudvikle innovative grønne produkter eller serviceydelser, siger Ulrik Ryssel Albertsen.

Økonomisk fornuftigt

FRI fremhæver, at den grønne omstilling er en god forretning. Eksempelvis viste en rapport fra Ellen MacArthur Foundation og McKinsey fra 2015, at en cirkulær omstilling frem mod 2035 kan øge Danmarks BNP med 1,4 procent årligt, hvilket ifølge FRI understreger, hvorfor det er samfundsøkonomisk fornuftigt at understøtte den spirende underskov af ideer.

– Hvis Danmark skal være med i front på den grønne omstilling og have en større bid af et stadigt større globalt marked, er det tvingende nødvendigt, at vi hele tiden skaber nye produkter, forretningsmodeller og processer. Og her er statslige støttekroner, eller anden form for risikovillig kapital, altafgørende. Derfor mener FRI, at det er brandærgerligt, at FL17 ikke rummer initiativer a la den Grønne Omstillingsfond, og at MUDP- og EUDP-midlerne, der bidrager til at skabe vækst, innovation og arbejdspladser inden for miljø- og energiområdet, også beskæres yderligere, hvis ikke det lykkes at presse regeringen til at fylde flere penge i kassen, siger Ulrik Ryssel Albertsen fra FRI.

Relateret indhold