Fagfolkene på Byggeri 18 kan denne gang se frem til mere end blot de sædvanlige nye byggevarer og materialer. I år kan der nemlig dystes i en fem-kamp med brancherelevante discipliner, som alle de besøgende får mulighed for at udfordre sig selv og hinanden i.
Danske Byggecentre arrangerer i år Byggeri-messen for 18. gang, og de ser fem-kampen som en mulighed for at tilføje en ekstra dimension til en traditionsrig messe.
– Byggeri-messen har en lang tradition bag sig og har et stærkt og godt ry som et sted, hvor fagfolk samles om de nyeste produkter og materialer inden for byggebranchen. Men det betyder ikke, at vi ikke kan tænke lidt i nye baner. Det primære fokus på messen er præcis, hvad det plejer at være, nemlig ny viden, kun for fagfolk. Men 5-kampen er en sjov udfordring til de besøgende, som kan skabe lidt ekstra aktivitet hen over de fire messedage, fortæller Palle Thomsen, direktør for Brancheforeningen Danske Byggecentre.
Varm op med udfordring
Dyst mod værter fra DR fem-kampen skydes i gang af Hjalte og Tjelle, der er kendt fra programmet ‘Versus’ på DR. De er tilstede på messens første dag tirsdag den 13. marts, hvor de sætter deres tider på de fem udfordringer. Efterfølgende kan de besøgende prøve at slå Hjalte og Tjelle – og hinandens – tider.
Allerede nu kan man varme op til fem-kampen på massen med en lille udfordring. Hjalte og Tjelle har dystet om, hvem der kan holde en 18V akku-boremaskine på 1,8 kg længst tid i strakt arm.
Kan du slå vindertiden på 2 minutter og 54 sekunder?
Tag udfordringen op, og del dit resultat med hashtagget #5kampenbyggeri18.