Om FN-Bygningen
- – Opført i 2013 i Københavns Nordhavn
- – Ansatte: ca. 1.500 mennesker
- – Antal besøgende: cirka 100.000 om året
- – Vandforbrug i FN Byen var i 2018 på 9.201 kubikmeter
- – Besparelsespotentiale: over 165.000 kr. (ved udskiftning af i alt 400 armaturer)
Den ikoniske FN Bygning i Nordhavn har været i brug i cirka 5 år siden – med ca 1.500 ansatte og i omegnen af 100.000 besøgende om året.
Faktisk er bygningen en af Skandinaviens mest bæredygtige og designet til at bruge mindst 55 procent mindre energi end tilsvarende bygninger. Alligevel viser en grundig test potentiale for at spare 42 procent på vandet og hele 57 procent på det varme vand ved at udskifte de i alt 400 vandhaner i bygningen. En samlet besparelse der løber op i godt 165.000 kroner, selvom FN kun betaler knap 25 kr/m3 vand.
Det er nu ikke beløbet, der er motivationen bag projektet. FN-bygningens facility manager Martin Christensson er kontinuerligt på jagt efter nye områder at forbedre og spare energi:
– Vi vil være det bedst mulige eksempel på energi og inspirere både Danmark og andre FN-bygninger i verden. Vores fælles mål frem mod 2030 kræver en meget stor og dedikeret indsats. Derfor er vi altid interesserede i at optimere energiforbruget – og vi kigger på alt fra vand til elektricitet. Selvom bygningen er ny, er vi åbne for nye løsninger. Projektet viser, at vi kan spare over 40 procent på det samlede vandforbrug. Hvis vi kan gøre noget bedre, er vi forpligtigede til at gøre det, men selvfølgelig skal det give mening både økonomisk og miljømæssigt. Det er vigtigt, at vi tager vores egen medicin og går foran. Det forventer man af FN, siger Martin Christensson.
Grundigt test synliggør potentiale
Det er en grundigt og langvarig test, der ligger til grund for beregningerne. Sammen med det tekniske ejendomsteam, udvalgte energirådgiver Claus Dennis fra armaturproducenten FM Mattsson Mora Group fire separate områder i bygningen, hvor der blev opsat målere på både koldt og varmt vand.
Først målte man forbruget i tre måneder på den eksisterende installation og derefter tilsvarende tre måneder efter, at i alt 24 vandhaner og udvalgte brusere var blevet udskiftet.
– Målet er at spare vand uden at gå på kompromis med komforten. Vores produkter har nogle features, der gør energibesparelse muligt – og som samtidig giver de ansatte en positiv brugsoplevelse, forklarer Claus Dennis, der i halvandet år har arbejdet med projektet i FN Bygningen og også selv blev positivt overrasket over, hvor store besparelser, der reelt er at hente:
– Især de 57 procent besparelse på det varme vand er interessant. Det koster energi at varme vand op, så her er der masser at hente på både energi- og vandkontoen. Selvfølgelig skal der stadig laves kaffe, fyldes vandflasker og vaske hænder på toilettet, så det er ikke et spørgsmål om at begrænse brugen af vand, mere at sikre en intelligent udnyttelse uden unødigt spild, forklarer Claus Dennis.
Ny teknologi kommer til
De markante besparelser skal ses i lyset af, at FN Bygningen blev opført i 2013 og allerede dengang blev alle sejl sat til for at gøre bygningen så energirigtig som muligt. Faktisk opnåede den platin-certificering på bærdygtighedsskalaen LEED (Leadership in Energy and Environmental Design). Men ny teknologi vinder hele tiden indpas, og lige nu overvejer FN Bygningen om FM Mattssons nye Water Management System, der via IoT-teknologi overvåger og styrer vandforbruget i intelligente, opkoblede armaturer, skal implementeres som en del af det samlede projekt. Martin Christensson derfor altid antennerne ude for at finde nye veje og måder at optimere driften på:
– Hos FN er vi meget interesserede i at gå foran. Vi vil gerne selv vise, at vi lever op til FNs verdensmål. Derfor er det vigtigt at vise et godt eksempel, og et oplagt sted er at anvende teknologi, der hjælper med at nedbringe vandforbruget. Selvom det til syvende og sidst også altid er en afvejning mellem klimapåvirkning og omkostninger.